Finanstilsynets ansatte, som fører tilsyn med eller har ansvar for tilsyn med institutter efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, må ikke i en karensperiode lade sig ansætte af eller acceptere nogen form for kontrakt om levering af erhvervsmæssige tjenesteydelser med institutter, hvor den ansatte har været direkte involveret i tilsyn eller beslutningstagning, herunder virksomhedernes direkte eller indirekte moderselskaber, datterselskaber eller tilknyttede selskaber. Tilsvarende gælder ansættelse i enheder, der udøver lobby- og fortalervirksomhed rettet mod Finanstilsynet vedrørende spørgsmål, som den ansatte var ansvarlig for under sin ansættelse eller i sin embedsperiode.
Stk. 2 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om karensperioder, jf. stk. 1, herunder om begyndelsestidspunkt og varighed.