Et medlem af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed
-
1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen,
-
2) skal have tilstrækkelig godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen,
-
3) må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde,
-
4) må ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering og
-
5) må ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at medlemmet ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Stk. 2 Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør i en finansiel virksomhed, påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i stk. 1. Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt personen kan bestride hvervet eller stillingen i den pågældende virksomhed.
Stk. 3 Vurderer Finanstilsynet, at personen ikke opfylder kravene i stk. 1, nr. 2-5, skal afgørelsens varighed fremgå af afgørelsen.
Stk. 4 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som medlem af direktionen, som den pågældende vurderes til, træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillingen under nærmere fastsatte betingelser.
Stk. 5 Medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i en finansiel virksomhed skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold som nævnt i stk. 1 i forbindelse med deres indtræden i den finansielle virksomheds ledelse og om forhold som nævnt i stk. 1, nr. 1-5, hvis forholdene efterfølgende ændres. Udpeges eller vælges et medlem af bestyrelsen til posten som formand for bestyrelsen i et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et forsikringsselskab, skal bestyrelsesmedlemmet endvidere meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold omfattet af stk. 1, nr. 1. Virksomhedens vurdering af en bestyrelsesformands personlige kompetencer omfattet af stk. 1, nr. 1, skal foreligge i skriftlig form.
Stk. 6 Den finansielle virksomhed skal sikre, at medlemmer af bestyrelsen eller direktionen til enhver tid opfylder kravene i stk. 1 og §§ 64 a og 313 for SIFI’er. Virksomheden skal vurdere, om et potentielt medlem opfylder disse krav, inden dette tiltræder hvervet eller stillingen, og regelmæssigt herefter, når medlemmet er tiltrådt. Bliver virksomheden bekendt med forhold, som kan påvirke vurderingen af medlemmets egnethed og hæderlighed, skal virksomheden foretage en revurdering af medlemmet og hurtigst muligt underrette Finanstilsynet herom. Virksomheden skal sikre, at oplysningerne om medlemmernes egnethed og hæderlighed holdes ajour og efter anmodning oplyses til Finanstilsynet.
Stk. 7 Vurderer den finansielle virksomhed, at et medlem eller potentielt medlem af direktionen eller bestyrelsen ikke opfylder kravene i stk. 1, § 64 a eller § 313 for SIFI’er, skal virksomheden, hvis det er påkrævet,
-
1) sikre, at det pågældende potentielle medlem ikke tiltræder det påtænkte hverv eller den påtænkte stilling, hvis vurderingen er afsluttet, inden det potentielle medlem tiltræder,
-
2) rettidigt afsætte et sådant medlem eller
-
3) rettidigt træffe yderligere foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at et sådant medlem er eller bliver egnet til det pågældende hverv eller den pågældende stilling.
Stk. 8 Et systemisk vigtigt finansielt institut (SIFI) og et globalt systemisk vigtigt finansielt institut (G-SIFI), der ønsker at ansætte et medlem til direktionen eller udnævne en bestyrelsesformand, skal sikre, at Finanstilsynet modtager en egnetheds- og hæderlighedsansøgning for personen hurtigst muligt, og senest 30 arbejdsdage før personen tiltræder hvervet eller stillingen.
Stk. 9 Den egnetheds- og hæderlighedsansøgning, der er nævnt i stk. 8, skal indsendes via Virk.dk og omfatte
-
1) et egnetheds- og hæderlighedsoplysningsskema,
-
23) et curriculum vitae,
-
3) virksomhedens interne egnetheds- og hæderlighedsvurdering, jf. stk. 6, 2. pkt.,
-
4) øvrige dokumenter anvist af Finanstilsynet, så snart disse foreligger, og
-
5) en angivelse af udnævnelsesdatoen og den dato, hvor arbejdsopgaverne faktisk påbegyndes.
Stk. 10 Finanstilsynet kan kræve, at et medlem omfattet af stk. 8 ikke tiltræder hvervet eller stillingen, før Finanstilsynet har modtaget tilstrækkelige oplysninger til at vurdere medlemmets egnethed og hæderlighed, medmindre Finanstilsynet finder det godtgjort, at det ikke er muligt at fremlægge sådanne oplysninger.
Stk. 11 Stk. 1-10 finder tilsvarende anvendelse på medlemmer af bestyrelsen og direktionen i en finansiel holdingvirksomhed eller en blandet holdingvirksomhed.
Stk. 12 For et bestyrelsesmedlem i gruppe 3- og gruppe 4-pengeinstitutter, der ikke er bestyrelsesformand, finder stk. 2 og stk. 5, 1. pkt., alene anvendelse for kravene i stk. 1, nr. 2-5.
Stk. 13 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om kompetence- og erfaringskrav i henhold til stk. 1 for medlemmer af direktionen i pengeinstitutter, realkreditinstitutter, systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI) og globalt systemisk vigtige finansielle institutter (G-SIFI).
Bekendtgørelse om filialer af kreditinstitutter, der er meddelt tilladelse i et land udenfor Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område § 10, stk. 1 Bekendtgørelse om forretningsorden for bestyrelsen for Finanstilsynet § 35, stk. 5 Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 236, stk. 3