Lov om firmapensionskasser § 104

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 481 af 22. maj 2024, lov nr. 712 af 20. juni 2025 og lov nr. 730 af 20. juni 2025

§ 104

Som part i forholdet til Finanstilsynet anses alene den firmapensionskasse, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov eller i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2020/852/EU af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2554 af 14. december 2022 om digital operationel modstandsdygtighed i den finansielle sektor og regler udstedt i medfør heraf, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 I nedenstående tilfælde anses en anden end firmapensionskassen tillige som part i Finanstilsynets afgørelse, for så vidt angår den del af sagen, som vedrører den pågældende:

  • 1) Den, der overtræder lovens påbud om, at løfter om pensionstilsagn skal afdækkes enten i et forsikringsselskab eller en firmapensionskasse, jf. § 1, § 2, stk. 1, og § 4.

  • 2) En virksomhed, som ansøger om tilladelse til at drive pensionskassevirksomhed, jf. § 12, stk. 1.

  • 3) Revisor i en firmapensionskasse, når Finanstilsynet afskediger denne eller påbyder denne at give oplysninger om firmapensionskassens forhold, og i sager vedrørende forbuddet mod, at en revisor har lån m.v. i den firmapensionskasse, som revisor reviderer, jf. § 73, stk. 1, samt i sager, hvor de valgte revisorer eller den ansvarshavende aktuar ikke har opfyldt deres oplysningsforpligtelse over for Finanstilsynet, jf. § 73, stk. 1, og § 35, stk. 3, 1. pkt.

Stk. 3 Som part anses i øvrigt et bestyrelsesmedlem, en revisor, en direktør, den ansvarshavende aktuar, en likvidator eller andre ledende medarbejdere i en firmapensionskasse, hvis Finanstilsynets påtale eller påbud i medfør af loven eller dennes forskrifter er rettet direkte mod den pågældende.

Stk. 4 Partsstatus og partsbeføjelser efter stk. 2 og 3 er begrænset til forhold, hvor tilsynets afgørelser træffes efter den 22. oktober 1998.