Lov om firmapensionskasser § 3

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 481 af 22. maj 2024, lov nr. 712 af 20. juni 2025 og lov nr. 730 af 20. juni 2025

§ 3

I denne lov forstås ved:

  • 1) Pensionsordning: En aftale, kontrakt, fundats eller vedtægt m.v. om, hvilke pensionsydelser der ydes og på hvilke vilkår.

  • 2) Pensionstegnende firma: Enhver virksomhed eller ethvert andet organ, der handler som arbejdsgiver eller selvstændig eller en hvilken som helst kombination heraf, og som tilbyder en pensionsordning eller indbetaler pensionsbidrag til en firmapensionskasse.

  • 3) Pensionsydelser: Ydelser, der udbetales ved pensionsalderens indtræden eller forventede indtræden eller, når der er tale om komplementære tillæg til sådanne ydelser, ved dødsfald, invaliditet eller ansættelsesforholdets ophør eller i form af støtte ved sygdom, social nød eller dødsfald. For at lette modtagerens økonomiske sikkerhed i alderdommen kan disse ydelser udgøre livsvarige udbetalinger, ophørende udbetalinger, et engangsbeløb eller en hvilken som helst kombination heraf.

  • 4) Medlem: En person, som ikke er en pensionsmodtager eller et potentielt medlem, og hvis tidligere eller nuværende beskæftigelse berettiger eller vil berettige den pågældende til at modtage pensionsydelser i overensstemmelse med bestemmelserne i en pensionsordning.

  • 5) Pensionsmodtager: En person, der modtager pensionsydelser fra en firmapensionskasse.

  • 6) Medlemsbestand: Alle medlemmer og pensionsmodtagere i en firmapensionskasse.

  • 7) Potentielt medlem: En person, som er berettiget til at tilslutte sig en pensionsordning.

  • 8) Biometriske risici: Risici for død, invaliditet og levetid.

  • 9) Bidragsdefineret pensionsordning: En pensionsordning, hvor pensionsbidragene er fastsat på forhånd, og hvor pensionsydelserne derefter beregnes ud fra disse bidrag.

  • 10) Ydelsesdefineret pensionsordning: En pensionsordning, hvor pensionsydelserne er fastsat på forhånd, og hvor pensionsbidragene derefter beregnes ud fra disse ydelser.

  • 11) Outsourcing: En firmapensionskasses henlæggelse af et aktivitetsområde, der er underlagt Finanstilsynets tilsyn, til en leverandør.

  • 12) Outsourcingvirksomhed: En firmapensionskasse, der outsourcer en aktivitet til en leverandør.

  • 13) Leverandør: En virksomhed, som varetager opgaver for en firmapensionskasse.

  • 14) Videreoutsourcing: En leverandørs outsourcing af opgaver, som denne varetager i henhold til en aftale med en firmapensionskasse, til en underleverandør og underleverandørens eventuelle videre outsourcing af opgaverne til næste led i kæden af underleverandører samt disses eventuelle videre outsourcing til andre led i kæden af underleverandører.

  • 15) Reel ejer: Fysisk person, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne, eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler.

  • 16) Hjemland: Den medlemsstat, hvor firmapensionskassen er registreret eller har opnået tilladelse, og hvor den har sit hovedkontor.

  • 17) Værtsland: Den medlemsstat, hvis social- og arbejdsmarkedsret vedrørende arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger finder anvendelse på forholdet mellem det pensionstegnende firma og medlemmerne eller pensionsmodtagerne.

  • 18) Overdragende firmapensionskasse: En firmapensionskasse, der helt eller delvis overdrager en pensionsordnings forpligtelser, pensionsmæssige hensættelser og andre forpligtelser og rettigheder samt tilsvarende aktiver eller kontanter svarende dertil til en anden firmapensionskasse.

  • 19) Modtagende firmapensionskasse: En firmapensionskasse, der helt eller delvis modtager en pensionsordnings forpligtelser, pensionsmæssige hensættelser og andre forpligtelser og rettigheder samt tilsvarende aktiver eller kontanter svarende dertil fra en anden firmapensionskasse.

  • 20) Reguleret marked: Et multilateralt system, der drives i overensstemmelse med reglerne i kapitel 12-14, 22 og 23 i lov om kapitalmarkeder.

  • 21) Multilateral handelsfacilitet (MHF): Et multilateralt system, der drives i overensstemmelse med reglerne i kapitel 17, 18, 20, 22 og 23 i lov om kapitalmarkeder.

  • 22) Organiseret handelsfacilitet (OHF): Et multilateralt system, der ikke er et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet.

  • 23) Varigt medium: En indretning, der sætter et medlem eller en pensionsmodtager i stand til at lagre oplysninger, som er sendt til dette medlem eller denne pensionsmodtager personligt, så de er tilgængelige i fremtiden og i en periode, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

  • 24) Nøglefunktion: En kapacitet, der varetager særlige ledelsesopgaver, som omfatter risikostyringsfunktionen, den interne auditfunktion og aktuarfunktionen.

  • 25) Grænseoverskridende virksomhed: Administration af en pensionsordning, hvor forholdet mellem det pensionstegnende firma og de berørte medlemmer og pensionsmodtagere er underlagt den social- og arbejdsmarkedsret, der er relevant på området for arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger i en medlemsstat, som er en anden end firmapensionskassens hjemland.

  • 26) Kompetente myndigheder: De nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at udøve tilsyn med virksomhedstyper omfattet af denne lov.

  • 27) Fratrædelsesgodtgørelse: Enhver form for betaling, som modtageren opnår ret til i forbindelse med sin fratrædelse, og som ikke

    • a) udgør løn eller værdi af personalegoder i opsigelsesperioden,

    • b) udgør rimelig kompensation for påtagelse af konkurrenceklausuler eller kundeklausuler eller

    • c) følger af præceptiv lovgivning.

  • 28) Variable løndele: Aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd, herunder bonusordninger, resultatkontrakter, engangsvederlag og andre lignende ordninger, der ikke er en del af den faste løndel.

  • 29) Kønsneutral lønpolitik: En lønpolitik baseret på lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi uanset den ansattes køn.