Lov om firmapensionskasser § 98

Denne konsoliderede version af lov om firmapensionskasser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1703 af 27. december 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 183 af 26. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 481 af 22. maj 2024, lov nr. 712 af 20. juni 2025 og lov nr. 730 af 20. juni 2025

§ 98

Finanstilsynet kan påbyde en firmapensionskasse at afsætte en direktør i firmapensionskassen inden for en frist, der fastsættes af Finanstilsynet, hvis direktøren efter § 42, stk. 1, nr. 2-5, ikke kan varetage stillingen.

Stk. 2 Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen i en firmapensionskasse at nedlægge sit hverv inden for en frist, der fastsættes af Finanstilsynet, hvis bestyrelsesmedlemmet efter § 42, stk. 1, nr. 2-5, ikke kan varetage hvervet.

Stk. 3 Finanstilsynet kan påbyde en firmapensionskasse at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 36, stk. 2, inden for en frist, der fastsættes af Finanstilsynet, hvis nøglepersonen efter § 42, stk. 1, nr. 2-5, ikke kan varetage stillingen.

Stk. 4 Finanstilsynet kan påbyde en firmapensionskasse at afsætte en direktør eller en ansat identificeret som nøgleperson efter § 36, stk. 2, når der er rejst tiltale mod direktøren eller nøglepersonen i en straffesag om overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, indtil straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i § 42, stk. 1, nr. 3. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af bestyrelsen i en firmapensionskasse at nedlægge sit hverv. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af påbuddet.

Stk. 5 Varigheden af påbud meddelt efter stk. 1-3 på baggrund af § 42, stk. 1, nr. 2-5, skal fremgå af påbuddet.

Stk. 6 Påbud meddelt i henhold til stk. 1-4 kan af firmapensionskassen og af den person, som påbuddet vedrører, forlanges indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at påbuddet er meddelt den pågældende. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelsen af anmodningen herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 7 Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøgning tilbagekalde et påbud meddelt efter stk. 2 og stk. 4, 3. pkt. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt for domstolene af Finanstilsynet. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afslaget er meddelt den pågældende. Anmodning om domstolsprøvelse kan dog kun fremsættes, hvis påbuddet ikke er tidsbegrænset og der er forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af påbuddet eller mindst 2 år, efter at Finanstilsynets afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.

Stk. 8 Har firmapensionskassen ikke afsat direktøren eller en ansat identificeret som nøgleperson efter § 36, stk. 2, inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage firmapensionskassens tilladelse, jf. § 12, stk. 2, nr. 3. Finanstilsynet kan endvidere inddrage firmapensionskassens tilladelse, jf. § 12, stk. 2, nr. 3, hvis et bestyrelsesmedlem ikke efterkommer et påbud meddelt i medfør af stk. 2 og 4.

Stk. 9 Afgørelser i sager efter § 42, stk. 1, som træffes efter § 42, stk. 2, kan af firmapensionskassen og af den person, som afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anmodningen har ikke opsættende virkning for afgørelsen, men retten kan ved kendelse bestemme, at personen under sagens behandling kan indtræde i det hverv eller den stilling, som personen har søgt om godkendelse til. Finanstilsynet indbringer sagen for domstolene inden 4 uger efter modtagelse af anmodning herom. Sagen anlægges i den borgerlige retsplejes former.