Lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter § 246

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1155 af 8. juni 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1438 af 18. november 2025,
som ændret ved lov nr. 712 af 20. juni 2025

§ 246

I tilfælde, hvor et fondsmæglerselskab er erklæret konkurs eller størstedelen af fondsmæglerselskabets drift er ophørt eller overdraget, udarbejder Finanstilsynet en redegørelse om årsagerne hertil, hvis et af følgende forhold er indtruffet i forbindelse med eller i en kortere periode forud for fondsmæglerselskabets konkurs eller driftens ophør eller overdragelse:

  • 1) Staten har lidt direkte tab som følge af økonomisk bistand ved afvikling af fondsmæglerselskabet.

  • 2) Staten har i øvrigt ydet garanti eller stillet midler til rådighed for fondsmæglerselskabet, dets kreditorer eller en erhverver af hele eller dele af fondsmæglerselskabet.

Stk. 2 Finanstilsynet skal offentliggøre redegørelsen. I forbindelse med offentliggørelsen finder §§ 255-258 ikke anvendelse, medmindre oplysningerne vedrører kundeforhold eller tredjemand, der er eller har været involveret i forsøg på at redde det pågældende fondsmæglerselskab.

Stk. 3 Redegørelsen skal beskrive Finanstilsynets rolle under forløbet op til konkursen eller driftens ophør eller overdragelsen.

Ændringsforslag fremsat med lov 12 (2025/1):

5. Efter § 246 indsættes før overskriften før § 247:

»§ 246 a. Finanstilsynet kan udstede advarsler for at informere offentligheden om, at udstedersponsorerede analyser ikke er udarbejdet i overensstemmelse med EU-adfærdskodekset for udstedersponsorerede analyser. Det gælder hvor analyser, der er betegnet som udstedersponsorerede analyser, og som distribueres af et investeringsselskab, ikke er udarbejdet i overensstemmelse med EU-adfærdskodekset for udstedersponsorerede analyser.«

1