Lov om foranstaltninger til sikring af et højt cybersikkerhedsniveau (NIS 2-loven) Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 434 af 6. maj 2025

Kapitel 5 1 CSIRT’ens opgaver
§ 17

CSIRT’en håndterer it-sikkerhedshændelser og varetager de opgaver, der relaterer sig hertil, herunder følgende opgaver i forhold til væsentlige og vigtige enheder:

  • 1) Efter anmodning fra en væsentlig eller vigtig enhed at yde bistand vedrørende realtids- eller nærrealtidsmonitorering af enhedens net- og informationssystemer.

  • 2) At reagere på hændelser og i den forbindelse yde bistand til de berørte enheder.

  • 3) Efter anmodning fra en væsentlig eller vigtig enhed at foretage en proaktiv scanning af enhedens net- og informationssystemer, der anvendes til levering af enhedens tjenester, for at opdage sårbarheder med en potentielt væsentlig indvirkning.

Stk. 2 Ved udførelsen af opgaver efter stk. 1 kan CSIRT’en prioritere særlige opgaver ud fra en risikobaseret tilgang.

§ 18

CSIRT’en sikrer, at fysiske og juridiske personer i anonymiseret form kan rapportere om sårbarheder.

Stk. 2 Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab kan fastsætte nærmere regler om rapportering, håndtering og videregivelse efter stk. 1.

§ 19

CSIRT’en faciliterer, at der på frivillig basis kan ske udveksling af oplysninger mellem enheder i cybersikkerhedsfællesskaber, herunder fællesskaber på europæisk niveau.

Stk. 2 Væsentlige og vigtige enheder, der indgår i eller udtræder af cybersikkerhedsfællesskaber efter stk. 1, skal underrette den kompetente myndighed herom.

Stk. 3 Offentlige og private enheder kan, uanset at de ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde, deltage i den frivillige udveksling af oplysninger mellem enheder i cybersikkerhedsfællesskaber efter stk. 1.