En kommunes udøvelse af forsyningsaktiviteter med teknisk vand skal ske på kommercielle vilkår med kommunen som kapitalejer i et kapitalselskab, hvori der ikke må udøves andre aktiviteter end forsyningsaktiviteter med teknisk vand, jf. dog stk. 3 eller § 4.
Stk. 2 En kommune skal give meddelelse til Vandsektortilsynet, når kommunen eller et kommunalt selskab etablerer eller helt eller delvis overtager et teknisk vand-selskab.
Stk. 3 Bestemmelsen i stk. 1, § 5, stk. 2, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren og § 3, stk. 1, i lov om fjernkøling er ikke til hinder for, at servicefunktioner for forsyningsaktiviteter med teknisk vand varetages i et selvstændigt selskab, som også varetager servicefunktioner i forhold til opgaver forbundet med affaldshåndtering efter lov om miljøbeskyttelse og opgaver omfattet af lov om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om gasforsyning, lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren og vandsektorloven.