Kommuner, der helt eller delvis og direkte eller indirekte ejer et teknisk vand-selskab, registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i det kommunale teknisk vand-selskab eller selskaber, der direkte eller indirekte ejer andele i et sådant selskab.
Stk. 2 Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af stk. 1, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i de selskaber, som berøres af den selskabsmæssige omstrukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed end direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes forhold i det selskab eller de selskaber, der består efter den selskabsmæssige omstrukturering. Dette er dog betinget af, at selskabet eller selskaberne er omfattet af stk. 1.
Stk. 3 Registrering efter stk. 1 skal omfatte den dato, hvor uddelingen eller vederlaget er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og beløbets størrelse.
Stk. 4 Ved afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1 til en fond eller anden selvejende institution anses afståelsestidspunktet for rådighedsdatoen efter stk. 3, og der skal efter stk. 1 registreres et vederlag, som mindst svarer til markedsværdien af de pågældende ejerandele.
Stk. 5 Kommuner, der helt eller delvis og direkte eller indirekte ejer et teknisk vand-selskab, indberetter senest den 1. september hvert år til Vandsektortilsynet de registreringer, som kommunen har foretaget efter stk. 1, 3 og 4 i det foregående kalenderår.
Stk. 6 Indberetning efter stk. 5 skal angive det samlede beløb, der er blevet til rådighed i det foregående kalenderår (rådighedsbeløbet), og skal ledsages af dokumentation for størrelsen af de registrerede uddelinger og vederlag og for de registrerede rådighedsdatoer. Endvidere skal indberetningen angive en beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra de enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i det år, hvor der sker meddelelse i medfør af stk. 9. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar.
Stk. 7 Kommuner kan ved indberetning efter stk. 5 fratrække
-
1) indskudskapital, som kommunen har indskudt i det pågældende teknisk vand-selskab, jf. § 7, stk. 2,
-
2) nettoprovenu og indskudskapital, som Forsyningstilsynet har godkendt eller fastsat i medfør af § 35, stk. 5, jf. stk. 1 eller stk. 9, 2. pkt., i lov om gasforsyning, og som for nettoprovenuets vedkommende har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i medfør af § 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning, og
-
3) beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber, § 12, stk. 1, eller § 13, stk. 1 eller 6, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, § 37, stk. 1, eller § 37 a, stk. 1 eller 6, i lov om elforsyning eller § 23 l, stk. 1, eller § 23 m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i medfør af § 6 i lov om kommuners afståelse af vandselskaber, § 12, stk. 10, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, § 37, stk. 10, i lov om elforsyning eller § 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning.
Stk. 8 Vandsektortilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt de indberettede rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, den beregnede forrentning og eventuelle fradrag efter stk. 7 kan godkendes. Kan Vandsektortilsynet ikke godkende disse, fastsætter Vandsektortilsynet rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag. Vandsektortilsynet kan også fastsætte rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag i tilfælde, hvor en kommune har modtaget uddelinger fra eller vederlag ved afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1, men hvor kommunen ikke har foretaget indberetning efter stk. 5.
Stk. 9 Vandsektortilsynet giver hvert år senest den 1. marts i året efter indberetningsfristen, jf. stk. 5, Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelelse om de efter stk. 8 godkendte rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning og med eventuelle fradrag efter stk. 7. Indenrigs- og Sundhedsministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Overstiger beløbet efter 2. pkt. det modregnede beløb i det første modregningsår, beregner Indenrigs- og Sundhedsministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1. november i meddelelsesåret til den 1. juli året efter. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i meddelelsesåret.
Stk. 10 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om registreringsfri selskabsmæssige omstruktureringer efter stk. 2.