Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 112

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1544 af 18. november 2025,
som ændret ved lov nr. 712 af 20. juni 2025

Fastlæggelse af referenceland
§ 112

Hvis en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland planlægger at forvalte en eller flere alternative investeringsfonde, der er etableret i samme land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, men ikke planlægger at markedsføre nogen af fondene i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, anses dette land for at være forvalterens referenceland.

Stk. 2 Hvis en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland planlægger at forvalte alternative investeringsfonde, der er etableret i forskellige lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, men ikke planlægger at markedsføre nogen af fondene i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, er referencelandet enten

  • 1) det land inden for Den Europæiske Union eller det land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor de fleste fonde er etableret, eller

  • 2) det land inden for Den Europæiske Union eller det land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, hvor den største mængde af aktiverne forvaltes.