Lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion § 13

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 450 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 12. september 2024,
som ændret ved lov nr. 1647 af 30. december 2024, lov nr. 468 af 14. maj 2025 og lov nr. 736 af 20. juni 2025

§ 13

Klima-, energi- og forsyningsministeren kan forhandle med de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. eller organisationer, der repræsenterer de nævnte institutioner, om energibesparelsesaktiviteter og fastsættelsen af målsætninger for gennemførelsen af energibesparelser i bygninger, anlæg, udstyr og lign., som institutionerne ejer, bruger eller lejer.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. skal udføre følgende energibesparelsesaktiviteter for bygninger, anlæg, udstyr og lign., som de ejer, bruger eller lejer:

  • 1) Udarbejde grønne energiregnskaber indeholdende en kortlægning af energiforbruget, dokumentation for gennemførte energibesparelser og handlingsplan for energibesparelser,

  • 2) udarbejde kalkulationer og planer for gennemførelse af energibesparelser,

  • 3) fremme energibesparelser i forbindelse med projektering og vedligeholdelse og

  • 4) gennemføre energibesparelsesaktiviteter, når de udgifter, som er forbundet med aktiviteten, forventes at blive modsvaret af driftsbesparelser inden for kortere tid.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at de nævnte institutioner m.v. skal indsende grønne energiregnskaber til ministeren og tage initiativ til at offentliggøre de i stk. 2, nr. 1 og 2, nævnte oplysninger.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at de i § 14 nævnte offentlige institutioner m.v. skal

  • 1) tage hensyn til CO2-emissioner i forbindelse med investeringer og aktiviteter,

  • 2) fastsætte energieffektivitetsforanstaltninger i planer,

  • 3) gennemføre høring over planer, der indeholder energieffektivitetsforanstaltninger,

  • 4) afbøde væsentlige negative virkninger af energieffektivitetsforanstaltninger for de i § 14 c, stk. 1, nævnte grupper og

  • 5) indberette oplysninger om energi- og vandforbrug.

Stk. 5 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af de i stk. 4, nr. 5, indberettede oplysninger.