Lov om godkendelse og syn af køretøjer Kapitel 11

Denne konsoliderede version af lov om godkendelse og syn af køretøjer er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 774 af 20. juni 2025

Kapitel 11 1 Straffebestemmelser
§ 36

Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

  • 1) foretager periodisk syn, national individuel godkendelse, registreringssyn eller omsyn af køretøjer uden at have tilladelse hertil efter § 13, stk. 1,

  • 2) reparerer køretøjer i strid med § 18 eller

  • 3) uden at have tilladelse efter § 13, stk. 1, foregiver at have en sådan tilladelse, jf. § 21.

Stk. 2 Med bøde straffes den registrerede ejer eller bruger af et køretøj, der ikke fremstiller køretøjet til periodisk syn, jf. § 10, stk. 1, og den registrerede ejer eller bruger, der ikke efterkommer et påbud efter § 10, stk. 2.

Stk. 3 Med bøde straffes en fører af et erhvervskøretøj eller en motorcykel, der ikke efterkommer Færdselsstyrelsens anvisninger ved syn ved vejsiden efter § 11, stk. 1.

Stk. 4 For overtrædelse af regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde.

Stk. 5 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 6 Færdselsstyrelsen kan fastsætte regler om straf af bøde for overtrædelse af følgende forordninger:

  • 1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF.

  • 2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler.

  • 3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af landbrugs- og skovbrugskøretøjer.

§ 37

I sager om overtrædelse af § 36, stk. 2, kan Færdselsstyrelsen i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig skyldig og rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i bødeforelægget.

Stk. 2 Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på bødeforelæg.

Stk. 3 Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.