En operatør af en markedsplads kan midlertidigt begrænse eller suspendere handelen i nødsituationer, eller hvis der i en kort periode er væsentlige prisudsving i et finansielt instrument, der handles på markedspladsen eller et relateret marked. I ekstraordinære tilfælde kan operatøren tillige korrigere, ændre eller annullere transaktioner, der er foretaget på markedet.
Stk. 2 Operatøren skal sikre, at de parametre, der lægges til grund for at suspendere eller begrænse handelen, er afstemt under hensyn til likviditeten i de forskellige aktivklasser og aktivunderklasser, markedsmodellens beskaffenhed og typer af brugere og tilstrækkelige til at undgå betydelige forstyrrelser i den normale handelsafvikling.
Stk. 3 Operatøren skal på en konsekvent måde og i en sammenlignelig form indberette de parametre, der lægges til grund for suspension af handelen, og eventuelle væsentlige ændringer af disse parametre til Finanstilsynet.
Stk. 4 Operatøren skal have systemer og procedurer, der sikrer, at kompetente myndigheder i andre lande inden for Den Europæiske Union eller i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, underrettes om suspension af handelen i et finansielt instrument foretaget efter stk. 1, hvis markedspladsen er væsentlig for likviditeten i det finansielle instrument.
Stk. 5 Operatøren skal på sin hjemmeside offentliggøre oplysninger om, hvilke omstændigheder der kan føre til en suspension eller begrænsning af handelen, og om principperne for fastlæggelse af de vigtigste tekniske parametre for at gøre dette.