Lov om kapitalmarkeder § 166

Denne konsoliderede version af lov om kapitalmarkeder er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 650 af 8. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1493 af 18. november 2025,
som ændret ved lov nr. 712 af 20. juni 2025 og lov nr. 1638 af 16. december 2025

§ 166

Et værdipapirafviklingssystem, et registreret betalingssystem eller tilsvarende virksomhed, der udøves af Danmarks Nationalbank, skal have fastsat regler om, hvornår en overførselsordre anses for indgået i systemet, og tidspunktet for, hvornår en overførselsordre, der er indgået i systemet, ikke længere kan tilbagekaldes af en deltager i systemet eller af en tredjepart.

Stk. 2 En overførselsordre kan ikke tilbagekaldes af en deltager i et system eller af en tredjepart efter det tidspunkt, der er fastsat i systemets regler, jf. stk. 1.

Stk. 3 Indgår et værdipapirafviklingssystem, et registreret betalingssystem eller Danmarks Nationalbank aftale om interoperabilitet indbyrdes eller med interoperable systemer eller operatører af disse, skal parterne i videst muligt omfang sikre, at de interoperable systemers regler samordnes med hensyn til forhold som nævnt i stk. 1.

Stk. 4 Hvert af de interoperable systemers regler, jf. stk. 1, berøres ikke af de øvrige interoperable systemers regler, medmindre dette udtrykkeligt er fastsat i hvert af de interoperable systemers regler.