Lov om Klagenævnet for Udbud § 4

Denne konsoliderede version af lov om Klagenævnet for Udbud er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 415 af 12. maj 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 448 af 8. maj 2025

§ 4

En ordregiver har mulighed for at sikre, at en kontrakt i de tilfælde, der er nævnt i § 17, stk. 1, nr. 1, ikke erklæres for uden virkning, hvis

  • 1) ordregiveren forud for kontraktindgåelsen i Den Europæiske Unions Tidende har offentliggjort en bekendtgørelse, hvoraf det fremgår, at ordregiveren agter at indgå kontrakten,

  • 2) kontrakten ikke er indgået inden udløbet af 10 kalenderdage regnet fra dagen efter den dag, hvor bekendtgørelsen er blevet offentliggjort, og

  • 3) ordregiveren finder, at indgåelsen af kontrakten uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende er tilladt i henhold til udbudsloven eller EU-udbudsreglerne.

Stk. 2 Bekendtgørelsen efter stk. 1, nr. 1, skal indeholde

  • 1) ordregiverens navn og kontaktoplysninger,

  • 2) en beskrivelse af kontraktens genstand,

  • 3) begrundelsen for ordregiverens beslutning om at tildele kontrakten uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse i Den Europæiske Unions Tidende og

  • 4) navn og kontaktoplysninger på den virksomhed, som ordregiveren agter at indgå kontrakt med.