Kommunalbestyrelsen sørger for, at der sker en koordinering af den samlede ungeindsats i kommunen på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen etablerer en sammenhængende kommunal ungeindsats for unge under 25 år, som har til formål at gøre alle unge under 25 år parat til at gennemføre en ungdomsuddannelse eller komme i beskæftigelse.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen orienterer Børne- og Undervisningsministeriet om, hvordan ungeindsatsen skal organiseres i kommunen, herunder hvordan vejledningsopgaver i forhold til kommunens unge under 25 år varetages. Oplysninger herom offentliggøres tillige på kommunens hjemmeside.
Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der sker kontinuerlig opfølgning på, at den unge er på vej mod uddannelse eller eventuelt har opnået fast tilknytning til arbejdsmarkedet.
Stk. 5 Kommunalbestyrelsens funktioner og opgavevaretagelse vedrørende den kommunale ungeindsats omfatter følgende:
-
1) Udarbejdelse af uddannelsesplan i samarbejde med den unge, med henblik på at den unge bliver forankret i uddannelse eller opnår fast tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. kapitel 1 b.
-
2) Opgaver og funktioner vedrørende uddannelses- og erhvervsvejledning i grundskolen og 10. klasse, herunder introduktionskurser i 8. klasse, brobygning samt udarbejdelse af en sammenhængende plan for skole- og vejledningsindsatsen, jf. kapitel 2 og 2 a.
-
3) Vejledning om 15-17-åriges pligt til at være i uddannelse, beskæftigelse m.v., jf. kapitel 1 a.
-
4) Udarbejdelse af måltal for søgningen til ungdomsuddannelserne og eventuel handlingsplan for søgningen til erhvervsuddannelserne, jf. § 1 a.
-
5) Beskrivelse af kendt behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, herunder i form af specialpædagogisk støtte på baggrund af hidtidigt skoleforløb og hidtidig pædagogisk-psykologisk vurdering, socialindsats og misbrugsindsats i den unges uddannelsesplan.
-
6) Tilvejebringelse af praktikpladser til virksomhedspraktik for unge i uddannelsessporet erhvervsgrunduddannelse på forberedende grunduddannelse.
-
7) Koordinering af opsøgende funktioner i forhold til virksomhedspraktik, herunder koordinering med virksomhedspraktik, jf. stk. 7.
-
8) Målgruppevurdering med henblik på forberedende grunduddannelse, jf. § 2 k.
-
9) Opsøgende og opfølgende indsats til unge under 25 år, som hverken er i gang med eller har fuldført mindst en ungdomsuddannelse, herunder unge, der har afsluttet forberedende grunduddannelse.
-
10) Kommunernes opgaver i forhold til unge under 25 år, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
-
11) Vedligeholdelse og ajourføring af det fælles datagrundlag, jf. kapitel 4 b.
-
12) Etablering af kontaktpersonordning for unge, som har behov herfor, jf. § 2 l.
Stk. 6 Kommunalbestyrelsens opgaver efter stk. 5, nr. 2, omfatter ud over folkeskoler tillige friskoler, private grundskoler, efterskoler, frie fagskoler og folkehøjskoler, der ligger i kommunen.
Stk. 7 Kommunalbestyrelsens opsøgende funktioner i forhold til virksomhedspraktik m.v., jf. stk. 5, nr. 6 og 7, koordineres med øvrige kommunale praktik- og virksomhedsopsøgende indsatser, herunder indsatser i grundskolen og på forberedende grunduddannelse. Kommunalbestyrelsen kan overlade opgaven med at tilvejebringe virksomhedspraktik til institutioner med forberedende grunduddannelse på baggrund af en samarbejdsaftale, der fastlægger rammerne herfor.
Stk. 8 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet i samarbejdsaftalen efter stk. 7.