Lov om maritim fysisk planlægning Kapitel 7

Denne konsoliderede version af lov om maritim fysisk planlægning er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 615 af 8. juni 2016,
jf. lovbekendtgørelse nr. 400 af 6. april 2020,
som ændret ved lov nr. 782 af 4. maj 2021 og lov nr. 561 af 27. maj 2025

Kapitel 7 1 Samarbejde med EU-medlemslande og tredjelande
§ 18

Erhvervsministeren samarbejder som led i planlægnings- og forvaltningsprocessen og med henblik på at nå målene i denne lov med øvrige EU-medlemsstater, der grænser op til samme havområder som Danmark. Formålet hermed er at sikre, at havplanlægningen er sammenhængende og koordineret i den berørte havregion. Der tages i dette samarbejde navnlig højde for spørgsmål, der går på tværs af landegrænser.

§ 19

Erhvervsministeren bestræber sig på, hvor dette er muligt, at samarbejde med tredjelande om deres foranstaltninger vedrørende havplanlægning i de berørte havregioner. Dette sker i overensstemmelse med international ret og internationale konventioner, f.eks. gennem eksisterende internationale fora eller samarbejde i regi af regionale institutioner.

§ 20

Erhvervsministeren kan fastsætte regler til opfyldelse af aftaler, der indgås med andre stater om fælles foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål.