Lov om offentlig auktion ved auktionsledere (auktionslederloven) Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1451 af 10. december 2024

Kapitel 4 1 Afholdelse af auktion
§ 14

Snarest muligt efter modtagelsen af en anmodning om auktion berammer auktionslederen efter forhandling med auktionsrekvirenten tid og sted for auktionens afholdelse.

§ 15

Er auktionsrekvirenten eller auktionskøberen en forbruger, skal auktionslederen iagttage reglerne om oplysningspligt efter forbrugeraftalelovens § 17, når aftalen indgås på auktionslederens forretningssted. Indgås aftalen uden for auktionslederens forretningssted, skal auktionslederen iagttage reglerne om oplysningspligt efter forbrugeraftalelovens §§ 8 og 10.

§ 16

Auktionslederen skal sikre, at en auktion bekendtgøres med angivelse af tid og sted for auktionen og arten af det, der sælges på auktionen. Bekendtgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om alle forhold, der kan antages at have væsentlig betydning for værdien af det, der bortsælges.

Stk. 2 Auktionsrekvirenten bestemmer efter vejledning fra auktionslederen, hvordan auktionen skal bekendtgøres.

§ 17

Tvangsauktion over løsøre, der i medfør af § 4 afholdes af en auktionsleder efter henvisning fra fogedretten eller en bobehandler, bobestyrer eller skifteretten, bekendtgøres af auktionslederen mindst 1 uge før auktionens afholdelse, jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Bekendtgørelsen skal betegne auktionen som tvangsauktion og ud over tid og sted for auktionen indeholde oplysning om alle forhold, der kan antages at have væsentlig betydning for værdien af de genstande, der bortsælges.

Stk. 3 Bekendtgørelsen sker i et eller flere relevante medier, som er egnede til at skabe købsinteresse. Sker bekendtgørelsen alene i et trykt medie, skal bekendtgørelsen indrykkes mindst to gange, således at den første bekendtgørelse sker med det nævnte varsel og den anden en af de nærmeste dage før auktionen.

Stk. 4 Er de udlagte genstande udsat for hurtig fordærvelse eller tab i værdi, eller er bevaring af genstandene forbundet med uforholdsmæssige omkostninger, kan auktionen afholdes med kortere bekendtgørelsesfrister.

§ 18

Auktionslederen skal sikre, at det forud for auktionens afholdelse undersøges, om bortsalg af de indleverede genstande på auktion indebærer overtrædelse af anden lovgivning.

Stk. 2 Ved mistanke om manglende adgang til at råde over genstande, der indleveres til auktion, afviser auktionslederen at sælge genstandene, indtil der er opnået den fornødne sikkerhed for, at der er retmæssig adgang til at råde over genstandene.

Stk. 3 Ved mistanke om, at genstandene er udbytte opnået ved en strafbar lovovertrædelse, anmelder auktionslederen straks forholdet til politiet.

Stk. 4 Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om auktionslederens undersøgelse af genstande, som indleveres til auktion.

§ 19

Auktionslederen skal sikre, at der udarbejdes et auktionskatalog til brug for auktionen.

Stk. 2 Auktionskataloget skal indeholde auktionsvilkårene og en fortegnelse over de genstande, der sættes til salg på auktionen.

Stk. 3 En genstand må ikke sælges på auktion, medmindre den er nævnt i auktionskataloget og har været til stede på eftersynet, jf. § 20.

Stk. 4 Auktionskataloget føres og opbevares under samme betingelser som auktionsbogen, herunder eventuelt elektronisk.

Stk. 5 Justitsministeren kan fastsætte regler om opbevaring af auktionskataloger og om katalogernes indsendelse til Rigsarkivet.

§ 20

Der skal gives enhver auktionssøgende adgang til forud for eller under auktionen at besigtige løsøre, der udbydes på auktionen.

§ 21

Auktionslederen skal sikre, at der føres en auktionsbog, som indeholder oplysning om tid og sted for auktionens afholdelse, auktionsrekvirent, auktionskøber, den opnåede budsum og om, hvorvidt auktionen er afholdt af auktionslederen selv eller en anden. Er auktionen afholdt af en anden, skal vedkommendes navn anføres. Auktionsbogen skal endvidere indeholde oplysning om væsentlige tvister under auktionen.

Stk. 2 Fremsættes der indsigelser under auktionen, jf. § 26, stk. 2, noteres disse i auktionsbogen tillige med et kort resumé af hændelsesforløbet.

Stk. 3 Auktionsbogen skal opbevares på betryggende vis i 5 år.

Stk. 4 Auktionsbogen kan opbevares i elektronisk form efter reglerne i bogføringsloven.

Stk. 5 Auktionskataloget, jf. § 19, føres som bilag til auktionsbogen.

§ 22

Auktionslederen skal sikre, at en auktion indledes med, at de væsentligste auktionsvilkår for auktionen læses op. Det fulde indhold af auktionsvilkårene skal være gjort tilgængeligt på auktionsstedet på en fremtrædende måde.

Stk. 2 Ved en tvangsauktions begyndelse oplæses auktionsvilkårene, som tillige skal opslås til almindelig oplysning på et iøjnefaldende sted i lokalet eller, hvis auktionen afholdes under åben himmel, der, hvor den holdes eller begyndes. I trykte auktionskataloger, jf. § 19, indføres auktionsvilkårene straks efter titelbladet.

§ 23

Auktionslederen skal sikre, at auktionen afvikles ved opråb af de genstande, der udbydes på auktionen. Opråbet sker i den rækkefølge, som genstandene er anført i i auktionskataloget, jf. § 19.

Stk. 2 Salg på auktionen sker ved bud, herunder ved overbud. Bud kan afgives på auktionen ved personligt fremmøde eller ved brug af en repræsentant, der er til stede under auktionen. Bud kan endvidere afgives telefonisk eller elektronisk, hvis auktionslederen tillader det.

Stk. 3 Auktionsrekvirenten kan forud for auktionen meddele auktionslederen en mindstepris for salg af genstanden på auktion. Er mindsteprisen ikke opnået, må der ikke gives hammerslag over et bud, der ligger under mindsteprisen. Auktionsrekvirenten bestemmer, om mindsteprisen må oplyses, forud for at auktionslederen foretager opråb af genstanden på auktion.

Stk. 4 Er der efter tre gentagne opråb af et bud på auktionen ikke sket overbud, meddeles der på tydelig måde hammerslag til højestbydende eller, hvis højestbydendes bud på grund af den pågældendes manglende evne til at opfylde auktionsvilkårene forkastes, til den næsthøjestbydende, jf. dog stk. 5. Salg under forbehold af godkendelse efter hammerslagets meddelelse må ikke finde sted.

Stk. 5 Vurderer auktionslederen, at der kan opnås væsentlig højere bud på en ny auktion, kan auktionslederen undlade at meddele hammerslag og bestemme, at der skal afholdes en ny og sidste auktion.

Stk. 6 Når der er meddelt hammerslag over et bud, der opfylder auktionsvilkårene, er både sælger og køber bundet af auktionssalget.

§ 24

Auktionslederen eller andre, der medvirker ved auktionens afholdelse, må ikke selv eller ved en anden sælge egne genstande eller købe eller byde på auktionen.

§ 25

En auktionsleder må ikke i tilknytning til en afholdt auktion medvirke ved salg underhånden af en opråbt, men ikke ved auktionen solgt genstand eller modtage vederlag i anledning af et sådant salg.

§ 26

Auktionslederen afgør tvister, der opstår under auktionen, om auktionens afholdelse.

Stk. 2 Fremsættes der i øvrigt indsigelser under auktionen, indbringes disse af auktionslederen for fogedretten, hvis den, der har fremsat indsigelsen, protesterer mod, at auktionen fortsættes.

Stk. 3 Auktionen indstilles i tilfælde nævnt i stk. 2.

Stk. 4 Auktionslederen kan kræve, at den, der har fremsat en indsigelse efter stk. 2, stiller sikkerhed for omkostningerne forbundet med, at auktionen indstilles for at indbringe indsigelsen for fogedretten.

Stk. 5 Fogedretten træffer beslutning om indsigelsens berettigelse og kan fastsætte vilkår for betaling af erstatning. Omkostninger ved behandlingen af tvister under auktionen erstattes kun, hvis det efter tvistens art og arbejdets omfang findes rimeligt.

Stk. 6 Fremsættes der under en tvangsauktion over løsøre, jf. § 4, en indsigelse over for auktionslederen, standses auktionen i fornødent omfang, uden at der i denne anledning kan kræves sikkerhedsstillelse. I øvrigt finder stk. 4 og 5 tilsvarende anvendelse.

§ 27

Auktionslederen kan efter nærmere aftale med auktionsrekvirenten varetage inddrivelsen i forbindelse med auktionen.

Stk. 2 Varetager auktionslederen inddrivelsen, skal der senest 14 dage efter aktionen eller den fastsatte betalingsfrists udløb aflægges regnskab til auktionsrekvirenten over auktionsbeløbet og udbetales auktionsprovenu til auktionsrekvirenten.