Lov om offentligt ansattes ytringsfrihed

Denne konsoliderede version af lov om offentligt ansattes ytringsfrihed er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 557 af 27. maj 2025

Der er ingen senere ændringer til denne lov.

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov
§ 1

Loven gælder for ansatte ved alle dele af den offentlige forvaltning.

Stk. 2 Loven gælder desuden for ansatte ved al virksomhed, der udøves af

  • 1) selvejende institutioner, foreninger, fonde m.v., der er oprettet ved lov eller i henhold til lov, og

  • 2) selvejende institutioner, foreninger, fonde m.v., der er oprettet på privatretligt grundlag, og som udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet intensiv offentlig regulering, intensivt offentligt tilsyn og intensiv offentlig kontrol.

Stk. 3 Ved offentligt ansatte forstås i denne lov personer, der er ansat ved de myndigheder og institutioner m.v., der er nævnt i stk. 1 og 2.

§ 2

Offentligt ansatte må ikke mødes med negative ansættelsesretlige reaktioner på grund af ytringer, som fremsættes på egne vegne. Offentligt ansatte må endvidere ikke hindres eller forsøges hindret i at fremsætte sådanne ytringer.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis

  • 1) ytringen indeholder fortrolige oplysninger, som det er strafbart at videregive eller udnytte efter straffelovens bestemmelser om tavshedspligt for den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, eller det i øvrigt følger af anden lovgivning, at en oplysning ikke kan videregives,

  • 2) ytringen er freds- eller ærekrænkende,

  • 3) ytringen er fremsat i urimelig grov form eller der er tale om åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for den offentligt ansattes eget arbejdsområde eller

  • 4) hensynet til myndighedens eller institutionen m.v.s. interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde tilsiger det.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2025.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.