Regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden kan i perioden fra den 1. juli 2025 til og med den 31. december 2026 nedsætte særlige udvalg efter § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse til varetagelse af bestemte hverv eller til udførelse af forberedende eller rådgivende funktioner for regionsrådet, forretningsudvalget eller de stående udvalg.
Stk. 2 Vedkommende regionsråd bestemmer de særlige udvalgs sammensætning og fastsætter regler for deres virksomhed.
Stk. 3 Såfremt der ikke kan opnås enighed om et særligt udvalgs sammensætning, foretages valget af medlemmer ved et forholdstalsvalg for hvert udvalg for sig, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse. § 26 om valg af medlemmer og ikkemedlemmer af kommunalbestyrelsen til udvalg m.v. i lov om kommunernes styrelse finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4 Særlige udvalg nedsat før den 1. juli 2025 i henhold til regionsloven fortsætter deres virksomhed i henhold til regionsrådets beslutning.