Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at det forberedende regionsråd for Region Østdanmark kan pålægge regionsrådene for Region Sjælland og Region Hovedstaden at nedsætte størrelsen af en bevilling, der er fastsat med vedtagelsen af budgettet for 2026, til et bestemt beløb.
Stk. 2 Reglerne udstedt i medfør af stk. 1 kan begrænses til at vedrøre en af regionerne, der er nævnt i stk. 1, eller bevillinger inden for et eller flere bestemte områder.
Stk. 3 Et pålæg udstedt i medfør af stk. 1 udgør den bindende regel for regionens forvaltning fra det tidspunkt, hvor pålægget meddeles regionsrådet. Foranstaltninger, der medfører indtægter eller udgifter, som indebærer en overskridelse af den i henhold til pålægget nedsatte bevilling, kan ikke iværksættes. Foranstaltninger, der er påbudt ved lov eller anden bindende retsforskrift, kan dog iværksættes uanset pålægget.
Stk. 4 Et pålæg udstedt i medfør af stk. 1 skal ledsages af et forslag til nedsættelse af nærmere angivne poster på årsbudgettet.
Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om specifikationen af de poster på årsbudgettet, som et pålæg udstedt i medfør af stk. 1 skal ledsages af et forslag til nedsættelse af.