Lov om produktionsrabat til film- og serieproduktion

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1621 af 16. december 2025

Formål
§ 1

Formålet med denne lov er at etablere en produktionsrabatordning, hvor der ydes tilskud til film- og serieproduktion i Danmark, med henblik på at fremme dansk kultur.

Tilskud til film- og serieproduktion
§ 2

Kulturministeren kan yde tilskud til film- og serieproduktion i Danmark.

Stk. 2 Kulturministeren kan fastsætte regler om tildeling af tilskud, herunder om ansøgerkreds, ansøgningsform og -indhold, tilskudsniveauer, tidsfrister, betingelser for at opnå tilskud, vilkår for tilskud, beregningsgrundlag, udbetaling og forudbetaling.

§ 3

Kulturministeren kan fastsætte regler om opdeling af bevillingen til produktionsrabatordningen i underpuljer og overførsel af bevillingen mellem underpuljerne.

Afrapportering og kontrol
§ 4

Kulturministeren kan fastsætte regler om afrapportering, regnskabsaflæggelse og revision samt tilsyn og kontrol i forbindelse med tilsagn om tilskud, herunder om dokumentation og krav til erklæringer.

Stk. 2 Kulturministeren kan fastsætte regler om, at tilskud kan tilbageholdes, modregnes, bortfalde eller kræves tilbagebetalt.

Digital kommunikation og automatiseret sagsbehandling
§ 5

Kulturministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2 Kulturministeren kan fastsætte regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur.

§ 6

Afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov kan træffes ved hjælp af automatiseret sagsbehandling.

Stk. 2 Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om automatiseret sagsbehandling.

§ 7

Kulturministeren kan fastsætte regler om, at der kan udstedes afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller med anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Delegation og klageadgang
§ 8

Kulturministeren kan bemyndige en institution under ministeriet til at udøve beføjelser efter § 2, stk. 1, eller efter regler udstedt i medfør af denne lov.

§ 9

Afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Ikrafttræden
§ 10

Loven træder i kraft den 1. januar 2026.

Territorialbestemmelse
§ 11

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.