Kapitel 4 1 Uafhængighed
En verifikator, den uafhængige erklæringsudbyder og andre personer i den uafhængige erklæringsudbyder, der er knyttet til opgaven eller kontrollerer dennes udførelse, skal ved udførelse af erklæringsopgaven være uafhængige af den virksomhed, som opgaven vedrører, og må ikke være involveret i virksomhedens beslutningstagning. Uafhængighed kræves både i opgaveperioden og den periode, bæredygtighedsrapporteringen dækker. Opgaveperioden begynder ved påbegyndelse af udførelse af erklæringsopgaven og ophører, når erklæringen er afgivet.
Stk. 2 En verifikator er ikke uafhængig, hvis der foreligger en direkte eller indirekte økonomisk interesse eller et forretnings-, ansættelsesmæssigt eller andet forhold, herunder levering af andre ydelser end erklæringer om bæredygtighedsrapportering, mellem verifikatoren og den virksomhed, opgaven vedrører, der for en velinformeret tredjemand kan vække tvivl om verifikatorens uafhængighed. Det samme gælder, hvis forholdet foreligger mellem andre personer i den uafhængige erklæringsudbyder, der er knyttet til opgaven eller kontrollerer dennes udførelse, den uafhængige erklæringsudbyder eller den uafhængige erklæringsudbyders netværk og den virksomhed, som opgaven vedrører.
Stk. 3 I tilfælde af trusler mod verifikatorens eller den uafhængige erklæringsudbyders uafhængighed, herunder egenkontrol, egeninteresse, partiskhed, nære personlige, herunder familiære, relationer eller intimidering, skal verifikatoren eller den uafhængige erklæringsudbyder træffe sikkerhedsforanstaltninger for at mindske sådanne trusler. Er truslen af en sådan art i forhold til de trufne sikkerhedsforanstaltninger, at verifikatorens eller den uafhængige erklæringsudbyders uafhængighed er bragt i fare, skal verifikatoren afstå fra at udføre erklæringsopgaven.
Stk. 4 Den uafhængige erklæringsudbyder skal sikre, at en verifikator i forbindelse med udførelsen af erklæringsopgaver i sine arbejdspapirer dokumenterer alle væsentlige trusler mod verifikatorens og den uafhængige erklæringsudbyders uafhængighed og de sikkerhedsforanstaltninger, der er truffet for at mindske disse trusler.
Udfører en verifikator en erklæringsopgave om bæredygtighedsrapportering for en virksomhed, som i regnskabsperioden overtages af, fusionerer med eller overtager en anden virksomhed, skal verifikatoren identificere og vurdere alle tidligere og nuværende interesser eller relationer, herunder levering af eventuelle andre ydelser end erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering til den pågældende virksomhed, som under hensyntagen til tilgængelige sikkerhedsforanstaltninger kan bringe verifikatorens uafhængighed og evne til at fortsætte erklæringsopgaven efter fusions- eller overtagelsesdatoen i fare.
Stk. 2 Verifikatoren skal hurtigst muligt og senest inden for 3 måneder træffe alle nødvendige foranstaltninger for at afslutte nuværende interesser eller relationer, som, jf. stk. 1, kan bringe verifikatorens uafhængighed i fare. Verifikatoren skal endvidere træffe sikkerhedsforanstaltninger for at mindske eventuelle trusler mod sin uafhængighed som følge af tidligere og aktuelle interesser og relationer.
Den eller de verifikatorer, der underskriver erklæringen om bæredygtighedsrapportering i en virksomhed, må ikke påtage sig en ledende stilling eller blive medlem af bestyrelsen, tilsynsorganet eller et revisionsudvalg i denne virksomhed, før 1 år efter at vedkommende er fratrådt som verifikator. Vedrører erklæringen om bæredygtighedsrapportering en virksomhed af interesse for offentligheden, gælder forbuddet efter 1. pkt. i 2 år.
Stk. 2 Stk. 1, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse for enhver anden verifikator, der er tilknyttet den uafhængige erklæringsudbyder, og som har været direkte knyttet til erklæringsopgaven.
Den uafhængige erklæringsudbyder må ikke for udførelsen af erklæringsopgaver om bæredygtighedsrapportering betinge sig
-
1) et højere vederlag for sit arbejde, end der kan anses for rimeligt, eller
-
2) et vederlag, hvis betaling eller størrelse gøres afhængigt af andre forhold end det udførte arbejde.
Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 finder tillige anvendelse på vederlag for andre ydelser, når en verifikator eller andre personer i den uafhængige erklæringsudbyder, der er knyttet til opgaven eller kontrollerer dennes udførelse, samtidig for den samme hvervgiver kontrollerer eller er knyttet til opgaver efter § 1, stk. 2.