Transportministeren kan efter forudgående høring af politiet indgå aftale med visse offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere om, at de kan neutralisere ikkesamarbejdsvillige droner. Ministeren kan fastsætte regler om vilkår for at forestå neutraliseringen af ikkesamarbejdsvillige droner.
Stk. 2 Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner efter stk. 1, herunder regler om, i hvilke områder og med hvilke metoder neutralisering af en ikkesamarbejdsvillig drone kan ske. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om orientering af relevante aktører i forbindelse med neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner ved brug af elektromagnetiske modforanstaltninger, herunder om undtagelse fra kravet om orientering af hensyn til statens sikkerhed.
Stk. 3 Transportministeren fastsætter regler om indberetning af en offentlig myndigheds eller infrastrukturforvalters forsøg på eller gennemførte neutralisering af en drone efter stk. 1, 1. pkt. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om inddragelse af politiet.