Menighedsrådsloven § 2

Denne konsoliderede version af menighedsrådsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om menighedsråd

Lov nr. 432 af 1. juni 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1299 af 8. november 2023,
som ændret ved lov nr. 1772 af 29. december 2025

§ 2

Menighedsrådet består af mindst fem medlemmer, der vælges efter lov om valg til menighedsråd, og de i pastoratet tjenestemandsansatte sognepræster samt de overenskomstansatte præster, hvis ansættelse i pastoratet har en varighed af et år eller mere. Fødte medlemmer, der har orlov, er i orlovsperioden fritaget for hvervet som medlem af menighedsrådet.

Stk. 2 Biskoppen kan beslutte at fritage provsten for hvervet som medlem af menighedsrådet, hvis der er ansat en anden præst i sognet, som er født medlem af menighedsrådet, jf. stk. 1.

Stk. 3 Andre præster end de i stk. 1 nævnte, der er ansat i pastoratet, og præster, som uden at være ansat i pastoratet yder bistand ved pastoratets betjening, har ret til uden stemmeret at deltage i menighedsrådets møder.

Stk. 4 Ved fælles menighedsråd, jf. § 1 a, stk. 1, som er oprettet på tværs af pastorater, består menighedsrådet af mindst 5 valgte medlemmer, der vælges efter lov om valg til menighedsråd, og af de i pastoraterne tjenestemandsansatte sognepræster og de overenskomstansatte præster, hvis ansættelse i de respektive pastorater har en varighed af 1 år eller mere. Fødte medlemmer, der har orlov, er i orlovsperioden fritaget for hvervet som medlem af menighedsrådet.

Stk. 5 Antallet af valgte medlemmer fastsættes af menighedsrådet efter antallet af folkekirkemedlemmer i menighedsrådskredsen pr. 1. januar i valgåret som opgjort af Danmarks Statistik. Antallet udgør 5 for de første 2.000 og yderligere 1 medlem for hvert påbegyndt 2.000, dog ikke over 10 i alt. Menighedsrådet kan beslutte at hæve antallet af valgte medlemmer med op til 3 medlemmer.

Stk. 6 Har to eller flere sogne fælles menighedsråd, fastsætter det fælles menighedsråd antallet af valgte medlemmer i rådet. Rådet må dog højst bestå af summen af det antal valgte medlemmer, som de deltagende menighedsråd enkeltvis er berettiget til, jf. stk. 5, og skal mindst bestå af det antal valgte medlemmer, som det samlede antal folkekirkemedlemmer i de deltagende sogne ville berettige til, jf. stk. 5, hvis sognene udgjorde én samlet menighedsrådskreds. Hvert sogn skal mindst have 1 valgt medlem. Menighedsrådet skal meddele biskoppen antallet af medlemmer af det fælles menighedsråd og fordelingen af medlemmer mellem de deltagende sogne.

Stk. 7 Menighedsrådets beslutning om fastsættelse af antallet af valgte medlemmer, jf. stk. 5 og 6, skal træffes senest den 1. april i valgåret.

Stk. 8 I et pastorat, der består af flere sogne, og som betjenes af flere præster, kan biskoppen beslutte, hvilke præster der er fødte medlemmer af de enkelte menighedsråd i pastoratet.