Miljøbeskyttelsesloven § 15d

Denne konsoliderede version af miljøbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøbeskyttelse

Lov nr. 358 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024,
som ændret ved lov nr. 463 af 15. maj 2017, lov nr. 45 af 23. januar 2018, lov nr. 807 af 9. juni 2020, lov nr. 898 af 21. juni 2022, lov nr. 745 af 13. juni 2023, lov nr. 1468 af 10. december 2024, lov nr. 1683 af 30. december 2024, lov nr. 1684 af 30. december 2024, lov nr. 368 af 8. april 2025, lov nr. 468 af 14. maj 2025, lov nr. 700 af 20. juni 2025, lov nr. 742 af 20. juni 2025 og lov nr. 743 af 20. juni 2025

§ 15d

Miljøministeren fastsætter regler om godkendelse af køretøjer med eftermonteret partikelfilter, inddragelse af godkendelser, registrering af godkendte køretøjer og kontrol af køretøjer med eftermonteret partikelfilter.

Stk. 2 Miljøministeren kan til en privat organisation eller virksomhed henlægge følgende beføjelser:

  • 1) At vurdere, om kravene efter § 15 b, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 2, nr. 1-3, og stk. 3, nr. 1, er opfyldt i forhold til eftermonteret partikelfilter.

  • 2) At kontrollere effektiviteten af et eftermonteret partikelfilter.

  • 3) At godkende køretøjer med eftermonteret partikelfilter, inddrage godkendelser og registrere godkendte køretøjer.

Stk. 3 Fastsættelse af regler om henlæggelse af beføjelser efter stk. 2 til synsvirksomheder sker efter forhandling med transportministeren.

Stk. 4 Afgørelser om godkendelse af køretøjer med eftermonteret partikelfilter og om inddragelse af godkendelse, der er truffet af en privat organisation eller virksomhed, kan af den, afgørelsen retter sig mod, påklages til miljøministeren. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. Klagen skal være skriftlig og skal indgives til ministeren. En klage har ikke opsættende virkning, medmindre ministeren bestemmer andet.