Miljøbeskyttelsesloven § 47

Denne konsoliderede version af miljøbeskyttelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om miljøbeskyttelse

Lov nr. 358 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1742 af 22. december 2025,
som ændret ved lov nr. 45 af 23. januar 2018, lov nr. 898 af 21. juni 2022, lov nr. 1683 af 30. december 2024 og lov nr. 1761 af 29. december 2025

§ 47

Kommunalbestyrelsen udarbejder en plan for håndteringen af affald i kommunen, dog ikke for erhvervsaffald egnet til materialenyttiggørelse bortset fra affald, der afleveres på genbrugspladser i kommunen, og affald produceret af kommunale virksomheder og institutioner.

Stk. 2 Miljøministeren fastsætter regler for indholdet af de kommunale affaldsplaner, tidsfrister og procedurer i forbindelse med tilvejebringelsen samt om revision af planerne. Ministeren fastsætter endvidere nærmere regler om, hvilke oplysninger kommunerne skal fremsende til Miljøstyrelsen.

Stk. 3 Ministeren kan bestemme, at nærmere angivne forudsætninger skal lægges til grund for den i stk. 2 nævnte plan, herunder fastsætte regler om eller bestemme, at planen i stk. 2 skal erstattes af en fælleskommunal plan.