Nemkontoloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af nemkontoloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om nemkonto

Lov nr. 696 af 20. juni 2025

Kapitel 10 1 Ventekonto
§ 31

Ventekontoen er den statsejede konto, som Digitaliseringsstyrelsen har oprettet, hvortil offentlige udbetalere efter aftale med Digitaliseringsstyrelsen siden den 6. marts 2012 har kunnet foretage udbetalinger til betalingsmodtagere, der ikke har anvist en nemkonto.

Stk. 2 Der kan fra og med den 1. juli 2025 ikke overføres pengebeløb fra offentlige udbetalere til ventekontoen, jf. dog § 32.

Stk. 3 For krav på udbetaling af pengebeløb, der er overført til ventekontoen senest den 30. juni 2025, indtræder forældelse af betalingsmodtagerens krav tidligst den 1. juli 2028.

Stk. 4 Krav på udbetaling af pengebeløb, der er overført til ventekontoen senest den 30. juni 2025, tilskrives ikke renter fra den 1. juli 2025.

Stk. 5 Krav på udbetaling af pengebeløb, der er overført til ventekontoen senest den 30. juni 2025, kan ikke overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning fra den 1. juli 2025.

Stk. 6 Krav på udbetaling af pengebeløb, der er overført til ventekontoen senest den 30. juni 2025, kan, medmindre betalingsmodtageren senest den 30. juni 2028 har gjort krav på udbetaling og anvist en konto til brug for udbetalingen, indtægtsføres i staten den 1. juli 2028, jf. dog stk. 7. Digitaliseringsstyrelsen foretager offentlig varsling i Statstidende herom senest den 30. juni 2027.

Stk. 7 Har en betalingsmodtager, der ikke senest den 30. juni 2028 har gjort krav på udbetaling af pengebeløb som anført i stk. 6 og anvist en konto til brug for udbetalingen, forfalden gæld, der omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, overføres pengebeløbet til told- og skatteforvaltningen med henblik på dækning af denne gæld i overensstemmelse med dækningsrækkefølgen i § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Stk. 8 Er et krav på pengebeløb indtægtsført efter stk. 6 ikke forældet, vil Digitaliseringsstyrelsen efter anmodning fra betalingsmodtageren foretage udbetaling af pengebeløbet, medmindre pengebeløbet er anvendt til dækning af gæld efter stk. 7.

§ 32

Told- og skatteforvaltningen kan fortsat foretage udbetalinger til ventekontoen fra og med den 1. juli 2025.

Stk. 2 For krav på udbetaling af pengebeløb, der er overført til ventekontoen fra og med den 1. juli 2025, indtræder forældelse, når der er gået 3 år efter overførslen til ventekontoen. Pengebeløb tilfalder staten, hvis kravet på udbetaling er forældet.

Stk. 3 Krav på udbetaling af pengebeløb, der er overført til ventekontoen fra og med den 1. juli 2025, tilskrives ikke renter.

Stk. 4 Krav på udbetaling af pengebeløb overført til ventekontoen fra og med den 1. juli 2025 kan ikke overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning.

Stk. 5 Ministeren for digitalisering kan efter aftale med skatteministeren fastsætte regler om, at told- og skatteforvaltningen fra en bestemt dato ikke længere kan foretage udbetalinger til ventekontoen efter stk. 1.

§ 33

Digitaliseringsstyrelsen udbetaler indestående krav på pengebeløb på ventekontoen til betalingsmodtageren ved dennes anvisning af en nemkonto eller anden konto, hvortil betaling skal ske.

§ 34

Digitaliseringsstyrelsen udbetaler efter anmodning indestående krav på pengebeløb på ventekontoen til den offentlige udbetaler, hvis denne har udbetalt eller vil udbetale pengebeløbet til betalingsmodtageren.