Nemkontoloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af nemkontoloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om nemkonto

Lov nr. 696 af 20. juni 2025

Kapitel 4 1 Private udbetalere, private kontoformidlere og operatører af finansielle digitale infrastrukturer
Private udbetalere
§ 17

En privat udbetaler kan på nærmere fastsatte betingelser via en privat kontoformidler foretage kontoopslag i nemkontosystemet, når kontooplysningerne skal anvendes til at foretage en udbetaling til en betalingsmodtager og betalingsmodtagerens nemkonto er rette betalingssted.

Stk. 2 Privatpersoner og juridiske enheder med bopæl eller registreret hjemsted i Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller på Færøerne kan foretage kontoopslag som privat udbetaler efter stk. 1. Det gælder dog ikke juridiske enheder, som er offentlige udbetalere efter § 8, medmindre den offentlige udbetaler er undtaget efter § 9, stk. 2, eller regler fastsat i medfør af § 9, stk. 3.

Stk. 3 Betalingsmodtageren kan til enhver tid meddele en privat udbetaler, at udbetalinger ikke skal ske til modtagerens nemkonto. Betalingsmodtagerens ret til ikke at få udbetalingsbeløb indsat på sin nemkonto kan ikke fraviges ved aftale.

Stk. 4 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om private udbetaleres kontoopslag, herunder regler om, hvornår og hvordan private udbetalere kan foretage kontoopslag via en privat kontoformidler, og private udbetaleres underretningspligt.

Stk. 5 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens, system- og driftsleverandørers, offentlige udbetaleres og kontoindberettende institutters erstatningsansvar og begrænsninger heraf over for private udbetalere som følge af manglende tilgængelighed af nemkontosystemet, systemfejl i nemkontosystemet og fejl i betalingsmodtageres kontooplysninger m.v.

Stk. 6 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens meddelelse til private udbetalere af påtale, påbud og udelukkelse fra at foretage kontoopslag via en privat kontoformidler ved manglende overholdelse af regler, aftaler eller vilkår for kontoopslag i nemkontosystemet.

Private kontoformidlere
§ 18

En privat kontoformidler kan på nærmere fastsatte betingelser på vegne af en privat udbetaler foretage kontoopslag i nemkontosystemet til brug for udbetalinger.

Stk. 2 Følgende virksomheder kan efter aftale med Digitaliseringsstyrelsen tilsluttes nemkontosystemet som private kontoformidlere:

  • 1) Et pengeinstitut med en tilladelse efter lov om finansiel virksomhed eller anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om finansiel virksomhed.

  • 2) Et betalings- eller e-pengeinstitut med tilladelse efter lov om betalinger, anordning om ikrafttræden for Færøerne af lov om betalinger eller et EU-/EØS-betalingsinstitut eller EU-/EØS-e-pengeinstitut med tilladelse efter det pågældende EU-/EØS-lands nationale lovgivning, der implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betalingstjenester i det indre marked og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed.

  • 3) Et EU-/EØS-kreditinstitut med tilladelse efter det pågældende EU-/EØS-lands nationale lovgivning, der implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutters anvendelse.

  • 4) Et forsikringsselskab med tilladelse efter lov om forsikringsvirksomhed eller et EU-/EØS-forsikringsselskab med tilladelse efter det pågældende EU-/EØS-lands nationale lovgivning, der implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed.

Stk. 3 Ministeren for digitalisering kan fastsætte yderligere regler om, hvilke virksomheder der kan tilsluttes nemkontosystemet som private kontoformidlere. Ministeren for digitalisering kan endvidere fastsætte regler om private kontoformidleres anvendelse af og tilslutning til nemkontosystemet, herunder regler om gebyr og vilkår.

Stk. 4 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens, system- og driftsleverandørers, offentlige udbetaleres og kontoindberettende institutters erstatningsansvar og begrænsninger heraf over for private kontoformidlere som følge af manglende tilgængelighed af nemkontosystemet, systemfejl i nemkontosystemet og fejl i betalingsmodtageres kontooplysninger m.v.

Stk. 5 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens meddelelse til private kontoformidlere af påtale, påbud og udelukkelse fra at anvende nemkontosystemet ved manglende overholdelse af regler, aftaler eller vilkår for anvendelse af eller tilslutning til nemkontosystemet.

Operatører af finansielle digitale infrastrukturer
§ 19

En operatør af finansiel digital infrastruktur kan på vegne af en privat kontoformidler tilsluttes nemkontosystemet på nærmere fastsatte betingelser og efter aftale med Digitaliseringsstyrelsen.

Stk. 2 En operatør af finansiel digital infrastruktur skal for at kunne tilsluttes nemkontosystemet være udpeget af Finanstilsynet efter § 333, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed som operatør af finansiel digital infrastruktur eller være en virksomhed med registreret hjemsted i et andet EU-/EØS-land, der opfylder det pågældende EU-/EØS-lands nationale lovgivning svarende til § 333, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, og som er underlagt tilsyn fra den kompetente tilsynsmyndighed i det pågældende EU-/EØS-land svarende til Finanstilsynets tilsyn med en dansk operatør af finansiel digital infrastrukturs overholdelse af § 333 m i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 3 Ministeren for digitalisering kan fastsætte yderligere regler om, hvilke virksomheder der kan tilsluttes nemkontosystemet som operatør af finansiel digital infrastruktur. Ministeren for digitalisering kan endvidere fastsætte regler om operatører af finansielle digitale infrastrukturers anvendelse af og tilslutning til nemkontosystemet, herunder regler om gebyr og vilkår.

Stk. 4 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens, system- og driftsleverandørers, offentlige udbetaleres og kontoindberettende institutters erstatningsansvar og begrænsninger heraf over for operatører af finansielle digitale infrastrukturer som følge af manglende tilgængelighed af nemkontosystemet, systemfejl i nemkontosystemet og fejl i betalingsmodtageres kontooplysninger m.v.

Stk. 5 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens meddelelse til operatører af finansielle digitale infrastrukturer af påtale, påbud og udelukkelse fra at anvende nemkontosystemet ved manglende overholdelse af regler, aftaler eller vilkår for anvendelse af eller tilslutning til nemkontosystemet.