Nemkontoloven Kapitel 9

Denne konsoliderede version af nemkontoloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om nemkonto

Lov nr. 696 af 20. juni 2025

Kapitel 9 1 Kompensationsordning for privatpersoner
§ 26

Digitaliseringsstyrelsen kan efter ansøgning tildele og udbetale økonomisk kompensation til privatpersoner, der ikke har modtaget en retmæssig udbetaling som følge af fejl ved anvisning eller ændring af en konto i nemkontosystemet eller som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i nemkontosystemet.

Stk. 2 Det er en betingelse for tildeling og udbetaling af kompensation som følge af en uberettiget anvisning eller ændring af en konto i nemkontosystemet, at forholdet er anmeldt til politiet i umiddelbar forlængelse af privatpersonens kendskab hertil.

Stk. 3 Der kan ikke tildeles kompensation til privatpersoner, som har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Der kan dog tildeles kompensation, hvis privatpersonen på grund af psykisk sygdom, nedsat psykisk funktionsevne eller lignende tilstand ikke har været i stand til at handle fornuftsmæssigt. Dette beror på en konkret vurdering under hensyn til personens mentale tilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt. 2. pkt. gælder dog ikke, hvis personen forbigående har hensat sig i en lignende tilstand som følge af indtagelse af beruselsesmidler, euforiserende stoffer el.lign., eller hvis personen havde forsæt til den indtrådte skade.

§ 27

Digitaliseringsstyrelsen tildeler en økonomisk kompensation svarende til størrelsen på den pågældende retmæssige udbetaling. Kompensationen nedsættes eller bortfalder, hvis privatpersonen har modtaget beløbet helt eller delvis på anden vis.

Stk. 2 En privatperson, som har fået udbetalt kompensation fra Digitaliseringsstyrelsen, skal tilbagebetale kompensationen helt eller delvis til Digitaliseringsstyrelsen, i det omfang vedkommende på anden vis får dækket sit tab.

§ 28

Ansøgning om økonomisk kompensation indgives digitalt til Digitaliseringsstyrelsen ved anvendelse af den løsning, som Digitaliseringsstyrelsen anviser. Digitaliseringsstyrelsen kan give dispensation fra kravet om digital ansøgning, hvis der foreligger særlige forhold, f.eks. et fysisk eller psykisk handicap eller manglende it-kompetencer, der gør, at privatpersonen ikke må forventes at kunne indgive ansøgning digitalt.

Stk. 2 Ansøgning om kompensation skal indgives, snarest muligt efter at privatpersonen har konstateret, at en retmæssig udbetaling ikke er modtaget, og senest 13 måneder efter at den pågældende udbetaling har fundet sted.

Stk. 3 Digitaliseringsstyrelsens afgørelser om kompensation kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 29

Digitaliseringsstyrelsen indtræder i privatpersonens krav mod en skadevolder, i det omfang Digitaliseringsstyrelsen har udbetalt økonomisk kompensation til privatpersonen. Digitaliseringsstyrelsen kan undlade at forfølge krav, der ikke er fastslået ved dom, eller hvis omkostningerne ved at forfølge kravet må antages ikke at stå mål med det forventede udfald ved at forfølge kravet.

§ 30

Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om kompensationsordningen, herunder om indgivelse af ansøgning, behandling af sager og nærmere betingelser for tildeling og udbetaling af økonomisk kompensation.