En privat udbetaler kan på nærmere fastsatte betingelser via en privat kontoformidler foretage kontoopslag i nemkontosystemet, når kontooplysningerne skal anvendes til at foretage en udbetaling til en betalingsmodtager og betalingsmodtagerens nemkonto er rette betalingssted.
Stk. 2 Privatpersoner og juridiske enheder med bopæl eller registreret hjemsted i Danmark, i et andet EU-/EØS-land eller på Færøerne kan foretage kontoopslag som privat udbetaler efter stk. 1. Det gælder dog ikke juridiske enheder, som er offentlige udbetalere efter § 8, medmindre den offentlige udbetaler er undtaget efter § 9, stk. 2, eller regler fastsat i medfør af § 9, stk. 3.
Stk. 3 Betalingsmodtageren kan til enhver tid meddele en privat udbetaler, at udbetalinger ikke skal ske til modtagerens nemkonto. Betalingsmodtagerens ret til ikke at få udbetalingsbeløb indsat på sin nemkonto kan ikke fraviges ved aftale.
Stk. 4 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om private udbetaleres kontoopslag, herunder regler om, hvornår og hvordan private udbetalere kan foretage kontoopslag via en privat kontoformidler, og private udbetaleres underretningspligt.
Stk. 5 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens, system- og driftsleverandørers, offentlige udbetaleres og kontoindberettende institutters erstatningsansvar og begrænsninger heraf over for private udbetalere som følge af manglende tilgængelighed af nemkontosystemet, systemfejl i nemkontosystemet og fejl i betalingsmodtageres kontooplysninger m.v.
Stk. 6 Ministeren for digitalisering kan fastsætte regler om Digitaliseringsstyrelsens meddelelse til private udbetalere af påtale, påbud og udelukkelse fra at foretage kontoopslag via en privat kontoformidler ved manglende overholdelse af regler, aftaler eller vilkår for kontoopslag i nemkontosystemet.