Tillægsbetænkning over lovforslag nr. 2025/1 TBL 66 af 18. december 2025
Link til lovforslaget på Folketingets hjemmeside
Tillægsbetænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 17. december 2025
Tillægsbetænkning
over
Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og forskellige andre love
(Reform af beskæftigelsesindsatsen, mere fleksible kontaktforløb og tilbud, afskaffelse af kravet om jobcentre, frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen, afskaffelse af ressourceforløb og revalidering m.v.)
[af beskæftigelsesministeren (Kaare Dybvad Bek)]:
1. Indstillinger
Et flertal i udvalget (S, V, DD, SF, LA, M, KF, DF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal i udvalget (EL og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved afgivelsen af tillægsbetænkningen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at Enhedslisten er kritisk over for lovforslaget, da der i lovforslaget ikke tages stilling til, hvordan man sikrer, at syge borgere, som ikke har fået en afklaring, får den nødvendige hjælp. Enhedslisten ønsker en afklaringsgaranti på 1 år, som sikrer, at ingen syge borgere fastholdes på kontanthjælp uden en reel afklaring. Derudover er Enhedslisten kritisk over for, at 2.000 borgere risikerer at stå uden indkomst som følge af lovforslaget. Det er dybt kritisabelt, at lovforslaget bevidst undlader at sikre en redningsplanke for disse borgere. Lovforslaget afskaffer revalidering, som har været en god mulighed for at sikre borgere en reel uddannelse, der kunne give varig beskæftigelse inden for en anden branche. At denne mulighed afskaffes, er en skam, og det underbygges af, at regeringens lovforslag, der gennemfører beskæftigelsesreformen, afskaffer mange uddannelsesrettigheder.
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget hæfter sig ved, at en bred kreds af høringsparter – herunder faglige organisationer, handicaporganisationer, kommuner og civilsamfundsaktører – udtrykker bekymring for, at reformen indebærer væsentlige besparelser, som vil svække indsatsen for borgere længst fra arbejdsmarkedet. Flere høringssvar peger på, at reduktion i kontakt, tilbud og faglige ressourcer kan føre til ringere progression, øget afstand til arbejdsmarkedet og på længere sigt højere udgifter til offentlig forsørgelse. Derudover fremhæves det i høringssvarene, at afskaffelsen af ressourceforløb og revalidering og øget brug af standardiserede modeller, herunder 75-procentskravet, rejser både retssikkerhedsmæssige og faglige problemstillinger. Særlig understreges risikoen for, at borgere med komplekse behov nedprioriteres i et system, hvor økonomiske rammer og kvantitative krav i praksis kan komme til at veje tungere end individuelle behov.
3. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 5. november 2025 og var til 1. behandling den 20. november 2025. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget. Udvalget afgav betænkning den 10. december 2025. Lovforslaget var til 2. behandling den 16. december 2025, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i udvalget.
Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.
Bilag
Efter udvalgets afgivelse af betænkning er der omdelt 1 bilag på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har efter afgivelsen af betænkning stillet 2 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Bjarne Laustsen (S) Bjørn Brandenborg (S) Henrik Møller (S) Jens Joel (S) Kasper Roug (S) Tanja Larsson (S) Frederik Vad (S) Thomas Monberg (S) Thomas Skriver Jensen (S) fmd. Christoffer Aagaard Melson (V) Louise Elholm (V) Hans Andersen (V) Kim Valentin (V) nfmd. Ammar Ali (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Charlotte Munch (DD) Betina Kastbjerg (DD) Sólbjørg Jakobsen (LA) Carl Andersen (LA) Dina Raabjerg (KF) Frederik Bloch Münster (KF) Dennis Flydtkjær (DD) Nick Zimmermann (DF) Karsten Hønge (SF) Sigurd Agersnap (SF) Halime Oguz (SF) Victoria Velasquez (EL) Samira Nawa (RV) Karin Liltorp (ALT)
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
| Socialdemokratiet (S) | 50 | |
| Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
| Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg (DD) | 16 | |
| Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
| Liberal Alliance (LA) | 15 | |
| Moderaterne (M) | 12 | |
| Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
| Enhedslisten (EL) | 9 | |
| Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
| Radikale Venstre (RV) | 6 | |
| Alternativet (ALT) | 6 | |
| Borgernes Parti – Lars Boje Mathiesen (BP) | 1 | |
| Naleraq (N) | 1 | |
| Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
| Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
| Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
| Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 |
