Kapitel 6 Prisoplysninger for motorbrændstof
På ethvert salgssted for motorbrændstof skal alle autobenzin- og autodieselpumper være forsynet med oplysning om enhedsprisen pr. liter af de udbudte typer og kvaliteter af autobenzin og autodiesel.
Stk. 2 For autobenzin skal ud over enhedsprisen angives oktantal.
Stk. 3 Oplysningerne i stk. 1 og 2 skal gives i overensstemmelse med § 3, stk. 1, 2. pkt.
På salgssteder med et årssalg på mere end 250 m3 autobenzin- og diesel skal desuden skiltes med følgende oplysninger:
-
1) Enhedsprisen pr. liter og oktantal for 92-oktan blyfri benzin.
-
2) Enhedsprisen pr. liter og oktantal for 95-oktan blyfri benzin.
-
3) Enhedsprisen pr. liter autodiesel.
Stk. 2 Det er tilladt at supplere skiltningen med oplysning om andre typer drivmidler.
Salgssteder, som har lavere årssalg end angivet i § 15, stk. 1, og som ønsker at anvende prisskiltning over for forbikørende, skal iagttage reglerne i § 15.
Erhvervsdrivende, der driver forretning med salg af motorbrændstof, skal gøre følgende oplysninger offentligt tilgængelige for hvert salgssted med et årssalg, der overstiger 250 m3 autobenzin og -diesel:
-
1) Salgsstedets adresse.
-
2) Den aktuelle enhedspris pr. liter og oktantal for hver type af udbudt autobenzin.
-
3) Den aktuelle enhedspris pr. liter for hver type af udbudt autodiesel.
-
4) Angivelse af tidspunktet for den seneste opdatering af oplysningerne i nr. 2 og 3.
Stk. 2 Offentliggørelse af oplysninger, jf. stk. 1, skal ske i umiddelbar forlængelse af og uden unødig forsinkelse, når priserne er angivet på salgsstedets autobenzin- og autodieselpumper, jf. § 14, stk. 1.
Stk. 3 Oplysningerne i stk. 1, nr. 1-4, skal offentliggøres på den erhvervsdrivendes hjemmeside, så oplysningerne er lettilgængelige og overskuelige for forbrugeren.
Stk. 4 Den erhvervsdrivende skal opbevare oplysningerne, jf. stk. 1, nr. 1-4, i en periode på minimum 5 år regnet fra udgangen af det kalenderår, oplysningerne vedrører.
Stk. 5 Den erhvervsdrivende skal oprette og vedligeholde et offentligt tilgængeligt Application Programming Interface (API), hvorfra oplysningerne i stk. 1 kan tilgås programmatisk.
Stk. 6 I tilknytning til API'et skal den erhvervsdrivende udarbejde og vedligeholde teknisk dokumentation, der indeholder oplysninger om, hvilket format, data udstilles i, oplysninger om, hvordan serviceaftagere opnår adgang til API'et, og hvilket format data returneres i. Dokumentationen skal gøres offentligt tilgængelig på den erhvervsdrivendes hjemmeside.
Stk. 7 For salgssteder, der drives af forskellige erhvervsdrivende under samme navn, skal offentliggørelse, jf. stk. 3 og 6, ske på hjemmesiden tilhørende den erhvervsdrivende, med hvem salgsstedet har indgået aftale om salg.
Stk. 8 Har den erhvervsdrivende ikke en hjemmeside, finder stk. 1-7 ikke anvendelse.
Stk. 9 Erhvervsdrivende, der driver forretning med salg af motorbrændstof, må ikke offentliggøre andre oplysninger om priser for autobenzin og autodiesel, end de oplysninger, der kræves efter stk. 1, nr. 2 og 3. 1. pkt. gælder, uanset størrelsen af den erhvervsdrivendes årssalg.
Stk. 10 Erhvervsdrivende, der driver forretning med salg af motorbrændstof, må ikke dele andre oplysninger om priser for autobenzin og autodiesel, end de oplysninger, der kræves efter stk. 1, nr. 2 og 3, med en bredere kreds via e-mail eller på anden vis. 1. pkt. gælder, uanset størrelsen af den erhvervsdrivendes årssalg.