Kapitel 3 1 Public service-virksomhed
Den samlede public service-virksomhed skal via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges særlig vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund.
DR, de regionale TV 2-virksomheder og TV 2 DANMARK A/S udøver public service-virksomhed efter reglerne i kapitel 4, 6 og 6 a.
Stk. 2 I den samlede public service-virksomhed kan tillige efter kulturministerens nærmere bestemmelse indgå public service-programvirksomhed, jf. § 10, i form af tv-kanaler, radiokanaler, tilsvarende internetbaserede tjenester m.v. udøvet af andre foretagender end dem, der er nævnt i stk. 1. Tilladelse til denne programvirksomhed meddeles efter reglerne i kapitel 8.
Kulturministeren kan fastsætte regler om tilskud til produktion af dansksprogede public service-lyd- og -billedprogrammer.
Stk. 2 Uanset stk. 1 kan ministeren ikke fastsætte regler om, at der ydes tilskud til DR, de regionale TV 2-virksomheder, tilskudsmodtagere, jf. §§ 43 og 43 a, eller modtagere af mediestøtte, jf. § 1 i lov om mediestøtte.