Realkreditloven § 5

Denne konsoliderede version af realkreditloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Lov nr. 454 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1541 af 18. november 2025

Lånegrænser m.v.
§ 5

Inden for en lånegrænse på 80 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til følgende ejendomskategorier:

  • 1) Ejerboliger til helårsbrug.

  • 2) Private andelsboliger.

  • 3) Private beboelsesejendomme til udlejning, herunder friplejeboliger.

  • 4) Alment boligbyggeri.

  • 5) Ungdomsboliger.

  • 6) Ældreboliger m.v.

  • 7) Ejendomme til sociale, kulturelle og undervisningsmæssige formål.

Stk. 2 Inden for en lånegrænse på 75 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til fritidshuse, jf. dog stk. 4, nr. 1.

Stk. 3 Inden for en lånegrænse på 70 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til landbrugs og skovbrugsejendomme, gartnerier m.v.

Stk. 4 Inden for en lånegrænse på 60 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til følgende ejendomskategorier:

  • 1) Fritidshuse, der udlejes erhvervsmæssigt.

  • 2) Kontor- og forretningsejendomme.

  • 3) Industri- og håndværksejendomme.

  • 4) Ejendomme til brug for energiforsyningsvirksomhed, herunder havvindmøller i Danmarks eksklusive økonomiske zone.

  • 5) Ejendomme, der er indrettet med henblik på at dirigere datatrafik i elektroniske kommunikationsnet.

Stk. 5 Inden for en lånegrænse på 40 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til andre ejendomme, herunder ubebyggede grunde.