Regionsloven § 14j

Denne konsoliderede version af regionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, hovedstadens udviklingsråd og hovedstadens sygehusfællesskab

Lov nr. 537 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1031 af 10. juli 2025,
som ændret ved lov nr. 719 af 20. juni 2025

§ 14j

I kommuner med mindst 300.000 indbyggere fastsætter kommunalbestyrelsen i styrelsesvedtægten, om de 3 kommunale medlemmer, der skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet, er kommunalbestyrelsens formand og formændene for to stående udvalg nedsat i henhold til § 17, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse eller formændene for tre stående udvalg nedsat i henhold til § 17, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, jf. dog stk. 5 og 10.

Stk. 2 De kommunale medlemmer, der efter stk. 1 er formænd for stående udvalg, skal være formændene for stående udvalg, der helt eller delvis varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet eller inden for et myndighedsområde, der er sammenligneligt hermed.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen fastsætter i styrelsesvedtægten, hvilke stående udvalg efter stk. 2 hvis formand skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet.

Stk. 4 Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for kommuner med mindst 300.000 indbyggere, der styres efter reglerne i §§ 64 a og 64 b i lov om kommunernes styrelse.

Stk. 5 I kommuner med mindst 300.000 indbyggere, der styres efter reglerne i § 64 i lov om kommunernes styrelse, fastsætter kommunalbestyrelsen i styrelsesvedtægten, om de 3 kommunale medlemmer, der skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet, er

  • 1) kommunalbestyrelsens formand og 2 andre magistratsmedlemmer,

  • 2) 3 magistratsmedlemmer, der ikke er formanden for kommunalbestyrelsen,

  • 3) kommunalbestyrelsens formand, et andet magistratsmedlem og en formand for et fast udvalg eller

  • 4) 2 magistratsmedlemmer, der ikke er formanden for kommunalbestyrelsen, og en formand for et fast udvalg.

Stk. 6 Fastsætter kommunalbestyrelsen efter stk. 5, nr. 1 eller 2, at de 3 kommunale medlemmer af sundhedsrådet er 3 magistratsmedlemmer, skal de kommunale medlemmer, der ikke er formanden for kommunalbestyrelsen, være magistratsmedlemmer, der helt eller delvis varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet eller inden for et myndighedsområde, der er sammenligneligt hermed.

Stk. 7 Fastsætter kommunalbestyrelsen efter stk. 5, nr. 3, at de 3 kommunale medlemmer af sundhedsrådet er kommunalbestyrelsens formand, et andet magistratsmedlem og en formand for et fast udvalg, skal de kommunale medlemmer ud over formanden for kommunalbestyrelsen være det magistratsmedlem, der varetager den umiddelbare forvaltning af hovedparten af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet, og formanden for et fast udvalg med et opgaveområde inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet.

Stk. 8 Fastsætter kommunalbestyrelsen efter stk. 5, nr. 4, at de 3 kommunale medlemmer af sundhedsrådet er 2 magistratsmedlemmer, der ikke er formanden for kommunalbestyrelsen, og en formand for et fast udvalg, skal de kommunale medlemmer være 2 magistratsmedlemmer, der helt eller delvis varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet eller inden for et myndighedsområde, der er sammenligneligt hermed, og formanden for et fast udvalg med et opgaveområde inden for sundheds-, omsorgs- og socialpsykiatriområdet.

Stk. 9 Kommunalbestyrelsen fastsætter i styrelsesvedtægten, hvilken eller hvilke magistratsafdelinger efter stk. 6-8 hvis magistratsmedlem skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet. Fastsætter kommunalbestyrelsen efter stk. 5, nr. 3 eller 4, at et af de kommunale medlemmer skal være formanden for et fast udvalg, fastsætter kommunalbestyrelsen endvidere i styrelsesvedtægten, hvilket fast udvalg efter stk. 7 og 8 hvis formand skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet.

Stk. 10 I kommuner med mindst 300.000 indbyggere, der styres efter reglerne i § 65 a i lov om kommunernes styrelse, er de kommunale medlemmer, der skal repræsentere kommunalbestyrelsen i sundhedsrådet, kommunalbestyrelsens formand og 2 kommunalbestyrelsesmedlemmer valgt af kommunalbestyrelsen ved et forholdstalsvalg, jf. § 24, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.