Serviceloven § 130a

Denne konsoliderede version af serviceloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social service

Lov nr. 573 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 155 af 11. februar 2025,
som ændret ved lov nr. 407 af 29. april 2025

Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap
§ 130a

Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap består af 1 formand og 2 andre medlemmer.

Stk. 2 Formanden beskikkes af social- og boligministeren efter udpegning af vedkommende retspræsident. Formanden skal være byretsdommer, fuldmægtig ved domstolene eller pensioneret dommer eller fuldmægtig, der er tilkaldt for at virke som dommer eller fuldmægtig, jf. retsplejelovens § 51 e og § 54, stk. 3, jf. § 51 e. De andre medlemmer beskikkes af social- og boligministeren efter indstilling af 1 medlem fra Danske Handicaporganisationer og 1 medlem fra KL. Medlemmerne, der beskikkes efter 3. pkt., skal have socialfaglig indsigt.

Stk. 3 Der beskikkes på samme måde som efter stk. 2 1 eller flere stedfortrædere for formanden og de 2 medlemmer.

Stk. 4 Formanden og de 2 medlemmer og stedfortræderne for dem beskikkes for 4 år ad gangen. En beskikkelse efter 1. pkt., der foretages i løbet af en beskikkelsesperiode, gælder kun til periodens udløb. De 2 medlemmer og stedfortræderne kan genbeskikkes én gang.

Stk. 5 Beskikkelsen som formand eller stedfortræder for formanden bortfalder, når den pågældende ophører med at være dommer eller fuldmægtig ved domstolene eller med at virke som dommer eller fuldmægtig, jf. retsplejelovens § 51 e og § 54, stk. 3, jf. § 51 e.

Stk. 6 Nævnet træffer afgørelse efter § 131 b. Nævnets afgørelse træffes ved flertal.

Stk. 7 Social- og boligministeren kan henlægge andre opgaver til nævnet.

Stk. 8 Familieretshuset stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.

Stk. 9 Social- og boligministeren fastsætter en forretningsorden for nævnet.