Socialtilsynsbekendtgørelsen § 1

Denne konsoliderede version af socialtilsynsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om socialtilsyn

Bekendtgørelse nr. 1559 af 5. december 2025

§ 1

Funktionen som socialtilsyn, jf. § 2, stk. 1, i lov om socialtilsyn, varetages af kommunalbestyrelsen i følgende kommuner, jf. dog stk. 2-4:

  • 1) Frederiksberg Kommune varetager funktionen som socialtilsyn i Region Hovedstaden.

  • 2) Holbæk Kommune varetager funktionen som socialtilsyn i Region Sjælland.

  • 3) Faaborg-Midtfyn Kommune varetager funktionen som socialtilsyn i Region Syddanmark.

  • 4) Silkeborg Kommune varetager funktionen som socialtilsyn i Region Midtjylland.

  • 5) Hjørring Kommune varetager funktionen som socialtilsyn i Region Nordjylland.

Stk. 2 Fra stk. 1 gælder følgende undtagelser, jf. dog også stk. 3:

  • 1) Socialtilsynet i Region Syddanmark varetager opgaven i Frederiksberg Kommune og opgaven vedrørende tilbud beliggende i andre kommuner i Region Hovedstaden, hvor Frederiksberg Kommune enten er driftsherre eller har indgået driftsaftale med tilbuddet.

  • 2) Socialtilsynet i Region Hovedstaden varetager opgaven i Holbæk Kommune og opgaven vedrørende tilbud beliggende i andre kommuner i Region Sjælland, hvor Holbæk Kommune enten er driftsherre eller har indgået driftsaftale med tilbuddet.

  • 3) Socialtilsynet i Region Sjælland varetager opgaven i Hjørring Kommune og opgaven vedrørende tilbud beliggende i andre kommuner i Region Nordjylland, hvor Hjørring Kommune enten er driftsherre eller har indgået driftsaftale med tilbuddet.

  • 4) Socialtilsynet i Region Nordjylland varetager opgaven i Silkeborg Kommune og opgaven vedrørende tilbud beliggende i andre kommuner i Region Midtjylland, hvor Silkeborg Kommune enten er driftsherre eller har indgået driftsaftale med tilbuddet.

  • 5) Socialtilsynet i Region Midtjylland varetager opgaven i Faaborg-Midtfyn Kommune og opgaven vedrørende tilbud beliggende i andre kommuner i Region Syddanmark, hvor Faaborg-Midtfyn Kommune enten er driftsherre eller har indgået driftsaftale med tilbuddet.

Stk. 3 Private tilbud, jf. § 4, stk. 1, nr. 2-4 i lov om socialtilsyn, der indgår i koncerner eller koncernlignende konstruktioner, jf. § 2 a, stk. 1, i lov om socialtilsyn, hører under socialtilsynet i den region, hvor koncernen eller den koncernlignende konstruktion har sin hovedadresse, jf. § 2 a, stk. 2, i lov om socialtilsyn.

Stk. 4 Fra stk. 1-3 gælder følgende undtagelser i prioriteret rækkefølge:

  • 1) Socialtilsynet i Region Sjælland varetager opgaven vedrørende godkendelse af og tilsyn med botilbud til voksne, jf. § 108 i lov om social service, med sikrede afdelinger, samt delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger samt åbne afdelinger i tilknytning til en delvis lukket afdeling eller døgninstitution eller en sikret døgninstitution, jf. § 43, stk. 3, i barnets lov.

  • 2) Socialtilsynet i Region Syddanmark varetager opgaven vedrørende godkendelse af og tilsyn med pladser til anbringelse på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling, jf. § 43, stk. 1, nr. 7, i barnets lov, og opgaven vedrørende godkendelse af og tilsyn med børne- og ungehjem, som har tilknyttet et eller flere skibsprojekter, jf. § 43, stk. 3, i barnets lov.

  • 3) Socialtilsynet i Region Hovedstaden varetager opgaven vedrørende godkendelse af og tilsyn med private sociale tilbud, der indgår i koncerner eller koncernlignende konstruktioner samt tilsynet med samhandlen i koncerner eller koncernlignende konstruktioner, og som har hovedadresse i Region Hovedstaden eller Region Sjælland.

  • 4) Socialtilsynet i Region Midtjylland varetager opgaven vedrørende godkendelse af og tilsyn med private sociale tilbud, der indgår i koncerner eller koncernlignende konstruktioner samt tilsynet med samhandelen i koncerner eller koncernlignende konstruktioner, og som har hovedadresse i Region Nordjylland, Region Midtjylland eller Region Syddanmark.

  • 5) Socialtilsynet i Region Nordjylland varetager opgaven vedrørende godkendelse af og tilsyn med foreninger og private virksomheder, der varetager arbejdsgiverfunktioner i ordninger efter §§ 95 og 96 i lov om social service.