Spildevandsafgiftsloven § 14

Denne konsoliderede version af spildevandsafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af spildevand

Lov nr. 490 af 12. juni 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 352 af 1. april 2025

Afregning af afgiften
§ 14

Registrerede spildevandsudledere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode på et kvartal angive størrelsen af de afgiftspligtige udledninger af spildevand m.v., der har fundet sted i periodens løb, og indbetale afgiften for afgiftsperioden til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2-8 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

Stk. 2 Hvis der efter § 8, stk. 5, eller § 10, stk. 3, er anmeldt en lavere maksimal henholdsvis højere minimal koncentration end den faktisk konstaterede, fastsættes koncentrationen til den konstaterede koncentration ved skønsmæssige ansættelser efter § 5 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.