Spillelov Grønland Kapitel 3

Denne konsoliderede version af spillelov Grønland er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

§ 54 træder i kraft den 31. marts 2011, jf. bekendtgørelse nr. 237 af 25. marts 2011; §§ 1-34 og 37-53 træder i kraft den 1. januar 2012 og §§ 35-36 træder i kraft den 1. januar 2013, jf. bekendtgørelse nr. 1111 af 1. december 2011.

Lov for Grønland om visse spil

Lov nr. 223 af 22. marts 2011,
som ændret ved lov nr. 1573 af 15. december 2015 og lov nr. 1574 af 15. december 2015

Kapitel 3 Tilladelse til de enkelte former for spil
§ 6

Tilladelse til udbud af lotteri og væddemål på heste- og hundevæddeløb kan gives til Danske Spil A/S. Tilladelsen kan kun omfatte udbud af tilsvarende lotterier og væddemål på heste- og hundevæddeløb, som Danske Spil A/S har tilladelse til at udbyde i Danmark.

Stk. 2 Tilladelsen kan helt eller delvis med skatteministerens godkendelse overdrages til et af Danske Spil A/S helejet datterselskab.

§ 7

Der kan gives tilladelse til udbud af væddemål og drift af onlinekasinoer.

Stk. 2 Tilladelse efter stk. 1 kan kun gives til spiludbydere, der har en flerårig tilladelse til udbud af væddemål eller drift af onlinekasino i Danmark, og kan alene omfatte tilsvarende udbud af væddemål og onlinekasinospil, som er omfattet af den danske tilladelse.

§ 8

Ud over tilladelser nævnt i § 6 og § 7 kan der gives tilladelse til udbud af væddemål og drift af onlinekasino i Grønland til personer, som har bopæl i Grønland, og til selskaber m.v. (juridiske personer), som er etableret i Grønland. Tilladelse gives for indtil 1 år ad gangen, og den afgiftspligtige spilleindtægt må ikke overstige 1.000.000 kr.

Stk. 2 Onlinekasinoer kan udbyde roulette, baccarat, punto banco, black jack, poker og spil på gevinstgivende spilleautomater i et onlinekasino. Der kan gives tilladelse til andre former for spil, ligesom den enkelte tilladelse kan begrænses til en eller flere spilleformer.

Stk. 3 Der kan ikke med en tilladelse efter stk. 1 udbydes væddemål på heste- og hundevæddeløb, kapflyvning med duer og resultatet af lotterier eller andre tilfældigt frembragte hændelser bortset fra landbaserede væddemål på resultatet af elektronisk simulerede sportsbegivenheder.

Stk. 4 Tilladelse efter stk. 1 kan kun gives til personer, der

  • 1) er fyldt 21 år,

  • 2) ikke er umyndiggjort eller sat under lavværgemål, jf. § 2 og § 53 i myndighedsloven gældende for Grønland,

  • 3) ikke har anmeldt betalingsstandsning, indgivet begæring om tvangsakkord, konkurs eller gældssanering eller er i betalingsstandsning, under konkursbehandling, gældssanering eller tvangsakkord,

  • 4) ikke er idømt bøde eller foranstaltninger efter kriminallov for Grønland for forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil, og

  • 5) ikke har forfalden gæld til det offentlige.

Stk. 5 Tilladelse efter stk. 1 kan kun gives til selskaber m.v. (juridiske personer), der opfylder betingelserne i stk. 4, nr. 3-5, og hvis medlemmer af direktionen og bestyrelsen opfylder betingelserne i stk. 4, nr. 1-5. Indtræder der et nyt medlem i bestyrelsen, eller ansættes et nyt medlem i direktionen, skal dette inden 14 dage anmeldes til spillemyndigheden.

Stk. 6 Spillemyndigheden kan træffe afgørelse om, at et medlem af bestyrelsen eller direktionen i selskaber m.v. (juridiske personer) skal udtræde af bestyrelsen eller direktionen, hvis medlemmet er idømt bøde eller foranstaltninger efter kriminallov for Grønland for forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil, eller har forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr.

Stk. 7 Medlemmer af bestyrelsen eller direktionen i selskaber m.v. (juridiske personer) skal udtræde af bestyrelsen eller direktionen, hvis medlemmet ikke længere opfylder en af betingelserne i stk. 4, nr. 2 og 3.

Stk. 8 Tilladelse til udbud og arrangering af spil kan kun gives til ansøgere, der må antages at kunne udøve virksomhed med spil på økonomisk og fagligt forsvarlig vis.

Stk. 9 Tilladelse kan ikke gives, hvis ansøgeren, medlemmer af direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde.

§ 9

Der kan gives tilladelse til afholdelse af lokale puljevæddemål på cykelløb på bane, hundevæddeløb på væddeløbsbane, kapflyvning med duer og hestevæddeløb.

Stk. 2 Tilladelse efter stk. 1 kan gives for indtil 3 år og for et bestemt antal dage for de enkelte år.

Stk. 3 Når begivenheden, der indgås væddemål på, finder sted på en afgrænset bane, må indsatsen i væddemålet kun ske inden for banens område og i direkte tilknytning til begivenheden. Når begivenheden, der indgås væddemål på, ikke foregår på en afgrænset bane, må indsatsen kun ske på et af politiet godkendt sted og kun på selve dagen for begivenheden og med politiets tilladelse den forudgående dag.

Stk. 4 Tilladelse kan kun gives til selskaber m.v. (juridiske personer), der er arrangør af cykelløb på bane, hundevæddeløb på væddeløbsbane eller kapflyvning med duer, og som er tilknyttet den pågældende sportsgrens centralorganisation eller forbund. Tilladelse til lokale puljevæddemål på hestevæddeløb kan kun gives til foreninger, som i en årrække har haft en sådan tilladelse.

§ 10

Tilladelse til udbud af spil i Grønland, jf. § 6 og § 7, stk. 1, bortfalder, såfremt tilladelse til tilsvarende udbud af spil i Danmark tilbagekaldes eller bortfalder i medfør af lov om spil.

Stk. 2 Spillemyndigheden kan tilbagekalde en tilladelse til udbud af spil i Grønland, jf. §§ 6-9, hvis tilladelsesindehaverens udbud af spil udgør en væsentlig forstyrrelse af den offentlige orden, eller hvis tilladelsesindehaveren eller dennes repræsentant

  • 1) groft eller gentagne gange har overtrådt denne lov, forskrifter udstedt efter denne lov eller vilkår for tilladelsen,

  • 2) groft eller gentagne gange ikke angiver og betaler forfaldne afgifter, jf. § 28 og § 29 samt kapitel 8,

  • 3) ikke betaler forfaldent gebyr, jf. § 23,

  • 4) er idømt en foranstaltning efter kriminalloven, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at arbejde med spil,

  • 5) ikke længere skønnes at kunne udbyde eller arrangere virksomhed med spil på økonomisk og fagligt forsvarlig vis eller

  • 6) har forfalden gæld til det offentlige, der overstiger 100.000 kr.

Stk. 3 En tilladelse til udbud af spil i Grønland, jf. §§ 6-9, bortfalder, hvis

  • 1) tilladelsesindehaveren meddeler, at vedkommende ikke længere ønsker at udbyde spil i Grønland,

  • 2) tilladelsesindehaveren afgår ved døden, bliver umyndiggjort eller kommer under lavværgemål, har anmeldt betalingsstandsning, har indgivet begæring om tvangsakkord, konkurs eller gældssanering eller er i betalingsstandsning, under konkursbehandling, gældssanering eller tvangsakkord eller

  • 3) der er truffet afgørelse om tvangsopløsning af virksomheden.

Stk. 4 Uanset stk. 3, nr. 2, kan tilladelsesindehaverens dødsbo eller ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en tilladelsesindehaver, der har anmeldt betalingsstandsning, en tilladelsesindehavers konkursbo eller værge for en tilladelsesindehaver fortsætte med at udbyde spil med henblik på en afvikling, hvis der sker meddelelse herom til spillemyndigheden inden 14 dage efter dødsfaldet, anmeldelse af betalingsstandsningen, konkursdekretets afsigelse eller værgemålets iværksættelse. Adgangen hertil gælder i maksimalt 6 måneder efter den begivenhed, der medførte tilladelsens bortfald.

§ 11

Pyramidespil er forbudt. Ved pyramidespil forstås et pyramidisk opbygget arrangement, hvor

  • 1) deltagelse kræver indsats af penge eller andre økonomiske værdier,

  • 2) deltagerne stilles mulighed for økonomisk vinding i udsigt og

  • 3) en sådan vinding hovedsagelig hidrører fra indsats fra deltagere, der efterhånden indtræder i arrangementet.