Spillelov Grønland Kapitel 9

Denne konsoliderede version af spillelov Grønland er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

§ 54 træder i kraft den 31. marts 2011, jf. bekendtgørelse nr. 237 af 25. marts 2011; §§ 1-34 og 37-53 træder i kraft den 1. januar 2012 og §§ 35-36 træder i kraft den 1. januar 2013, jf. bekendtgørelse nr. 1111 af 1. december 2011.

Lov for Grønland om visse spil

Lov nr. 223 af 22. marts 2011,
som ændret ved lov nr. 1573 af 15. december 2015 og lov nr. 1574 af 15. december 2015

Kapitel 9 Registrering, afregning og opkrævning af afgiften
§ 27

Personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der er afgiftspligtige efter denne lov, og som ikke i forvejen er registreret hos told- og skatteforvaltningen i Danmark for virksomhed med spiludbud, skal indgive anmeldelse om deres afgiftspligtige virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen, senest 4 uger efter at tilladelse til at afholde spil er opnået, og før afholdelse af spil påbegyndes.

Stk. 2 En registrering efter stk. 1 bortfalder, hvis tilladelsen til at udbyde spil i Grønland tilbagekaldes eller bortfalder eller den afgiftspligtige virksomhed ophører.

Stk. 3 Ændringer i de oplysninger, der er anmeldt til registrering, skal meddeles told- og skatteforvaltningen senest 8 dage efter ændringen.

§ 28

For lotterier nævnt i § 24 er afgiftsperioden ugen (mandag til søndag).

Stk. 2 Afgiften skal angives og indbetales senest 5 dage efter afgiftsperiodens udløb. Falder den seneste angivelses- og indbetalingsdag på en helligdag, skal angivelse og indbetaling ske førstkommende hverdag. Skal indehaveren af tilladelsen til udbud af lotterier i Grønland, jf. § 6, angive og indbetale afgift af tilsvarende lotterier udbudt i Danmark, skal afgiften efter denne lov angives og indbetales sammen med afgiften for lotterierne udbudt i Danmark.

Stk. 3 Personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der udbyder spil, hvoraf der skal betales gevinstafgift, skal indeholde afgiften af kontante gevinster ved udbetaling. Ved udbetalingen af gevinster til spillerne afrundes det udregnede afgiftsbeløb nedad til nærmeste hele krone.

Stk. 4 Afgiftspligten omfatter alle gevinster, uanset om disse afhentes eller ej. Dog skal der ikke betales afgift af lotterigevinster, der falder på ikke solgte lodsedler. Ligeledes skal der ikke betales afgift af uafhentede lotterigevinster, hvis de efterfølgende genanvendes som gevinster i tilsvarende lotterispil.

§ 28a

For væddemål på heste- og hundevæddeløb nævnt i § 24 a og væddemål og onlinekasino nævnt i § 25 er afgiftsperioden kalendermåneden.

Stk. 2 Afgiften skal angives og betales senest den 15. i måneden efter udløbet af afgiftsperioden. Skal en spiludbyder, der er afgiftspligtig efter denne lov, angive og betale afgift af tilsvarende væddemål og onlinekasino udbudt i Danmark, skal afgiften efter denne lov angives og betales sammen med afgiften for væddemål og onlinekasino udbudt i Danmark.

Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen kan afkorte afgiftsperioden og betalingsfristen for en registreret virksomhed med kalendermåneden som afgiftsperiode, såfremt afgift ikke er betalt rettidigt.

§ 29

For puljevæddemål nævnt i § 26 er afgiftsperioden ugen (mandag til søndag).

Stk. 2 Afgiften skal angives og indbetales senest 15 dage efter afgiftsperiodens udløb, såfremt der har været udbudt puljevæddemål i perioden. Falder den seneste angivelses- og indbetalingsdag på en helligdag, skal angivelse og indbetaling ske senest førstkommende hverdag.

§ 30

Såfremt angivelse og indbetaling ikke sker rettidigt, skal told- og skatteforvaltningen i Danmark give spillemyndigheden meddelelse herom.