Sundhedsloven Afsnit VIII

Denne konsoliderede version af sundhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 546 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025,
som ændret ved lov nr. 1638 af 26. december 2013, lov nr. 1671 af 30. december 2024, lov nr. 404 af 29. april 2025, lov nr. 405 af 29. april 2025, lov nr. 406 af 29. april 2025, lov nr. 438 af 6. maj 2025, lov nr. 503 af 20. maj 2025, lov nr. 504 af 20. maj 2025, lov nr. 717 af 20. juni 2025, lov nr. 718 af 20. juni 2025 og lov nr. 719 af 20. juni 2025

Kapitel 29 1 Anvendelsesområde
§ 104

Bestemmelserne i afsnit VIII anvendes på indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, eller behandlinger, hvorved de varigt sættes ud af funktion (kastration), og på andre indgreb, der varigt ophæver forplantningsevnen (sterilisation).

Stk. 2 Indgreb og behandlinger for at helbrede fysisk sygdom omfattes ikke af reglerne i afsnit VIII.

Kapitel 30 1 Sterilisation
§ 105

Enhver, der er fyldt 18 år, kan uden tilladelse blive steriliseret. Sterilisation af personer mellem 18 og 25 år må først foretages, 6 måneder efter at et tilbud om behandling er givet, jf. dog § 106. Den behandlende læge kan beslutte, at der kan ske sterilisation før fristens udløb, jf. 2. pkt., hvor særlige hensyn taler herfor.

Stk. 2 Dette gælder dog ikke personer, der er omfattet af bestemmelserne i § 110 og § 111.

§ 106

En kvinde kan steriliseres, hvis det er nødvendigt at forebygge graviditet for at afværge fare for kvindens liv eller for alvorlig og varig forringelse af dennes fysiske eller psykiske helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægefagligt begrundet.

Stk. 2 Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan kvindens ægtefælle eller samlever i stedet få tilladelse til sterilisation, jf. dog § 107, stk. 3.

§ 107

Er betingelserne i § 105 eller § 106 ikke opfyldt, kan tilladelse til sterilisation gives, hvis

  • 1) der på grund af en genetisk tilstand hos ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever er en sådan fare for, at eventuelle børn vil få alvorlig fysisk sygdom eller psykisk lidelse, at det må anses for ønskeligt at undgå graviditet,

  • 2) ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever på grund af svær psykisk lidelse med realitetstab eller manglende indsigt, anden psykisk lidelse, forstyrrelse af intellektuel udvikling, svære dyssociale personlighedstræk eller alvorlig fysisk sygdom er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde,

  • 3) der af særlige grunde er betydelig fare for, at ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever ikke kan gennemføre en fremtidig graviditet, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med alvorlig sygdom, eller

  • 4) de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå graviditet. Ved afgørelsen tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af forholdene gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af dennes arbejdsbyrde eller på anden måde.

Stk. 2 Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der begrunder sterilisationen, kan antages at være af varig karakter. Der skal desuden lægges vægt på, om svangerskab kan forebygges hensigtsmæssigt på anden måde.

Stk. 3 Sterilisation af personer under 18 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler derfor.

Stk. 4 Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte nærmere regler for sterilisation efter stk. 1-3.

Kapitel 31 1 Nævn og ankenævn for sterilisation
§ 108

Sager efter § 106, stk. 2, og §§ 107, 110 og 111 afgøres af Abortnævnet, der er oprettet i henhold til § 97.

Stk. 2 Abortnævnets afgørelse kan indbringes for Abortankenævnet, der er oprettet i henhold til § 98.

Stk. 3 Abortnævnet tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra en person, der

  • 1) er under 18 år,

  • 2) er undergivet foranstaltninger i henhold til straffelovens §§ 68-70 eller

  • 3) mod sin vilje er indlagt eller tilbageholdt på et regionalt sygehus i medfør af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v..

Stk. 4 Afgørelse om sterilisation træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller vedkommende næstformands stemme udslagsgivende. Ved dissens skal afgørelsen indeholde en tilkendegivelse af mindretallets vurdering.

Stk. 5 Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker dommere og stedfortrædere for disse efter stk. 3. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen. Genbeskikkelse kan finde sted. Udtræder formanden, en næstformand eller et øvrigt medlem i perioden, sker beskikkelse af et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Kapitel 32 1 Fremsættelse af anmodning om sterilisation
§ 109

Anmodning om sterilisation skal fremsættes af den, på hvem indgrebet skal foretages, jf. dog § 110.

§ 110

Er den, som har fremsat anmodning om sterilisation efter § 109 på grund af svær psykisk lidelse med realitetstab eller manglende indsigt, forstyrrelse af intellektuel udvikling eller af anden grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan Abortnævnet efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, når omstændighederne taler derfor. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. Abortnævnets afgørelse kan indbringes for Abortankenævnet af den, på hvem indgrebet skal foretages, og af værgen.

§ 111

Er den, på hvem indgrebet skal foretages, en person under 18 år, har den pågældende svær psykisk lidelse med realitetstab eller manglende indsigt eller en forstyrrelse af sin intellektuelle udvikling, kan Abortnævnet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge. For beskikkelsen af værgen finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. Abortnævnets afgørelse kan indbringes for Abortankenævnet af ansøgeren, forældremyndighedens indehaver og værgen.

§ 112

Anmodning om sterilisation fremsættes over for en læge.

Stk. 2 Hvis betingelserne i § 105 eller § 106, stk. 1, er opfyldt, uden at der foreligger omstændigheder som nævnt i § 110 eller § 111, henviser lægen den pågældende til sterilisationsbehandling. I modsat fald skal lægen forelægge anmodningen med sin udtalelse for Abortnævnet.

Stk. 3 Såfremt en anmodning om sterilisation fremsættes i medfør af §§ 110 eller 111, skal den, som indgrebet søges foretaget på, forud for Abortnævnets behandling af ansøgningen, jf. § 108, tilbydes et samtaleforløb af kommunalbestyrelsen.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om samtaleforløbet efter stk. 3.

§ 113

Den, på hvem indgrebet skal foretages, skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger og om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning efter § 110 eller tiltræde anmodningen efter § 111.

§ 114

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om anmodning om sterilisation og om behandling af sager herom.

Kapitel 33 1 Kastration
§ 115

En person kan blive kastreret som led i kønsskifte, hvis personen er transkønnet, har et vedholdende ønske om kastration og kan overskue konsekvenserne af kastrationen. Transkønnede personer omfattet af §§ 110 eller 111 skal dog søge om tilladelse til kastration.

Stk. 2 En person kan få tilladelse til kastration, hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne for at begå forbrydelser.

Stk. 3 Kastration af personer under 18 år må ikke tillades.

§ 116

Tilladelse til kastration gives af Sundhedsstyrelsen.

Stk. 2 § 110 og § 111 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om kastration. De afgørelser, der ved ansøgning om sterilisation efter § 110 og § 111 træffes af Abortnævnet eller Abortankenævnet, træffes dog af Sundhedsstyrelsen, når der er tale om en ansøgning om kastration.

Stk. 3 § 113 finder tilsvarende anvendelse ved kastration.

§ 117

Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om ansøgning om kastration og om behandlingen af sager herom.