Varmeforsyningsloven § 20b

Denne konsoliderede version af varmeforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om varmeforsyning

Lov nr. 382 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 2. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 673 af 11. juni 2024, lov nr. 1647 af 30. december 2024, lov nr. 1678 af 30. december 2024 og lov nr. 258 af 6. marts 2025

§ 20b

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er den ændring, der følger af § 1, nr. 3, i lov nr. 2606 af 28. december 2021, ved en fejl ikke blevet implementeret. Ændringen er trådt i kraft den 1.  januar 2022, jf. § 7 i lov nr. 2606 af 28. december 2021. Geotermiske anlæg, solvarmeanlæg og biogas- eller biomassebaserede varme- eller kraft-varme-værker, som leverer opvarmet vand, damp eller gas bortset fra naturgas til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, kan i prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser indkalkulere et overskud, dog ikke for overskudsvarme, der er omfattet af regler udstedt i medfør af § 20, stk. 19. Ligeledes kan eldrevne varmepumper, der leverer varme til et kollektivt varmeforsyningsanlæg, indkalkulere et overskud.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at andre end de i stk. 1 nævnte anlæg kan indkalkulere et overskud i prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, såfremt disse er baserede på vedvarende energi og indgår i tilsvarende leveranceforhold som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om et prisloft for de i stk. 1 og 2 nævnte anlægs ydelser.