Ansøgning om visum kan, når Danmark efter reglerne i visumkodeksen er den kompetente stat, indgives til viseringsberettigede danske diplomatiske eller konsulære repræsentationer. Ansøgning om visum kan desuden, når Danmark efter reglerne i visumkodeks er den kompetente stat, indgives til politidirektøren på Færøerne og politidirektøren i Grønland.
Stk. 2 Ansøgning om visum efter stk. 1 kan endvidere indgives til et andet Schengenlands diplomatiske eller konsulære repræsentationer i udlandet, som efter udlændingelovens § 47, stk. 3, 2. og 3. pkt., er bemyndiget til at behandle ansøgninger om visum på Danmarks vegne. I det omfang visumsagen behandles af et andet Schengenlands repræsentation, finder reglerne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse.
Stk. 3 Ansøgning om visum efter stk. 1 kan desuden indgives gennem en privat virksomhed eller organisation, som har indgået aftale med en dansk repræsentation eller Udenrigsministeriet om at varetage visse administrative opgaver på visumområdet. En privat virksomhed eller organisation kan modtage og oprette ansøgninger om visum samt varetage opgaver med at optage biometri, men kan ikke træffe afgørelse om en visumansøgning.
Stk. 4 I lande, hvor Danmark har etableret rejsebureauordninger og turistordninger, jf. bilag 1, kan ansøgning om visum efter stk. 1 herudover indgives gennem et rejsebureau, der er akkrediteret til en sådan ordning. Et akkrediteret rejsebureau kan alene tage imod ansøgninger om visum med henblik på at formidle ansøgningerne til en dansk repræsentation.
Stk. 5 I de særlige tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen kan udstede visum ved grænsen efter § 21, indgives ansøgning til Udlændingestyrelsen. Ansøgning kan dog indgives til politiet, hvis Udlændingestyrelsen har truffet beslutning herom.