Et forudgående generelt samtykke til anvendelse af rusmiddeltest efter § 5 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge skal være informeret, frivilligt og udtrykkeligt. Samtykket kan afgives mundtligt eller skriftligt og skal afgives til anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder.
Stk. 2 Samtykke efter stk. 1 afgives for en tidsubegrænset periode, men kan altid tilbagekaldes af barnet eller den unge samt af forældremyndighedsindehaveren til børn under 12 år, jf. § 5, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, eller af den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, jf. udlændingelovens § 62 n, stk. 5.
Stk. 3 Tilbagekaldelse af et generelt samtykke skal ske udtrykkeligt til anbringelsesstedets leder eller dennes stedfortræder eller i deres fravær til det øvrige personale.
Stk. 4 Forældremyndighedsindehaveren eller den uledsagede mindreårige udlændings repræsentant, jf. udlændingelovens § 56 a, stk. 1, skal orienteres om de tilfælde, hvor der er anvendt en rusmiddeltest, herunder om testens resultat. Barnets eller den unges handlekommune, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal ligeledes orienteres med henblik på at sikre overensstemmelse med barnets plan efter § 91 i barnets lov eller ungeplanen efter § 108 i barnets lov.
Stk. 5 Aflæggelse af rusmiddeltest skal altid ske efter almindelige sundhedsfaglige forskrifter herfor.