Andre bilag
Bilag 1 (Vejtavlers lystekniske egenskaber)
Bilag 2 (Lysende tavlers luminans)
Bilag 3 (Visningsbibliotek for variable tavler)
Bilag 4 (Midlertidige færdselstavler)
Bilag 5 (Afmærkning på kørebanen, Dimensioner og udformning)
Bilag 6 (Trafiksignaler, farveområde og lysstyrke)
Bilag 7 (INDHOLDSFORTEGNELSE)
Introduktion
Dette bilag indeholder de definitioner, der specielt benyttes ved specifikation af vejtavlers lystekniske egenskaber, og det angiver målemetoder.
Tavleforsider inddeles i følgende typer:
TYPE 1: Diffust transmitterende
TYPE 2: Diffust reflekterende
TYPE 3: Retroreflekterende på korte til mellemlange afstande
TYPE 4: Retroreflekterende på mellemlange afstande
TYPE 5: Retroreflekterende på mellemlange til lange afstande
Type 1 er til anvendelse til indefra belyste vejtavler. Materialetype 2 er diffust reflekterende (ofte kaldet ureflekterende). Type 2 er især til anvendelse til vejtavler, som henvender sig til fodgængere og cyklister.
Typerne 3, 4 og 5 er til anvendelse til retroreflekterende vejtavler. Af typernes beskrivelser fremgår, at de tænkes anvendt til vejtavler, som skal læses på henholdsvis korte afstande, mellemlange afstande og forholdsvis lange afstande. Disse anvendelser sikres gennem de geometriske situationer, som omfattes af kravene til de tre typer.
Vejtavler og vejtavlefolier, som er CE mærkede som retroreflekterende af klasse RA1 eller RA2 i henhold til DS/EN 12899-1 accepteres som materialetyper henholdsvis 3 eller 4 uden yderligere test.
Indefra belyste tavler
Indefra belyste tavler skal opfylde de nedenstående krav angående middelluminans, luminanskontrast og regelmæssighed.
Middelluminansen skal være mindst 40, 30, 8, 6 og 4 cd/m2 for farverne henholdsvis hvid, gul, grøn, rød og blå. Luminanskontrasten måles for mørke farver ved forholdet mellem luminansen af kontrastfar- ven (hvid eller gul) og luminansen af den pågældende mørke farve (grøn, rød eller blå) og skal ligge i intervallet 5 til 15. Regelmæssigheden måles ved forholdet mellem den laveste og den højeste luminans af tavlens baggrundsfarve og skal være mindst 1/6.
Kravene modsvarer de, som er angivet i DS/EN 12899-1, tabel 19 klasse L1 og tabel 20 samt tabel 21 klasse U2.
Lyskilden skal have en god farvegengivelse med et farvegengivelsesindeks på mindst 50.
Udefra belyste tavler
Udefra belyste tavler skal være klasse E3 iht. tabel 22 i DS/EN 12899-1.
Hvor belysningen kun tjener til at sikre tavlens læselighed, skal der benyttes en middelbelysningsstyrke mindst svarende til klasse E1 iht. tabel 22 i DS/EN 12899-1.
For færdselstavler, små vejvisningstavler samt kant- og baggrundsafmærkning med små dimensioner skal belysningen have en regelmæssighed svarende til klasse UE3 iht. tabel 23 i DS/EN 12899-1.
For tavler med store dimensioner skal belysningen have en regelmæssighed svarende til klasse UE2 iht. tabel 23 i DS/EN 12899-1.
Ved bestemmelse af den minimale belysningsstyrke kan der ses bort fra punkter på tavlefladen, som er mere end 0,25 m fra nærmeste tekst.
Middelbelysningsstyrke og regelmæssighed kan beregnes og måles ved de metoder, der fremgår af afsnit 7.4.1.4 i DS/EN 12899-1.
Lyskilden skal have et farvegengivelsesindeks Ra på mindst 50.
Armaturer til belysning af vejtavler skal være totalt afskærmede nær vandret i retninger parallelt med vejen eller nærliggende vej- eller banestrækninger.