Vejbumpbekendtgørelsen

Denne konsoliderede version af vejbumpbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om vejbump og andre fartdæmpere

Bekendtgørelse nr. 228 af 29. januar 2026

I medfør af § 95, stk. 1, nr. 4, og stk. 4, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 12. januar 2026, § 129, stk. 1, i lov om offentlige veje m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024, § 27, stk. 3, i lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 17. september 2024, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 3, stk. 1, § 5, stk. 1, og § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 845 af 25. juni 2025 om Vejdirektoratets opgaver og beføjelser:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
Kapitel 1 Anvendelsesområde
§ 1

Denne bekendtgørelse finder anvendelse ved nyanlæg og ombygning af eksisterende fartdæmpere, herunder ved anvendelse af vejbump, der kun etableres for en afgrænset periode.

Definitioner
§ 2

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Planlægningshastighed: Den skiltede anbefalede hastighed, eller, hvis en sådan ikke er fastsat, den lokale hastighedsgrænse, eller, hvis en sådan ikke er fastsat, den generelle hastighedsgrænse.

  • 2) Vejbump: Fysiske foranstaltninger på kørebanen, der udsætter førere af motorkøretøjer for en lodret accelerationspåvirkning med henblik på at tilpasse den kørte hastighed til planlægningshastigheden.

  • 3) Forsætninger: Fysiske foranstaltninger på kørebanen, der udsætter førere af motorkøretøjer for en sideaccelerationspåvirkning med henblik på at tilpasse den kørte hastighed til planlægningshastigheden.

  • 4) Trapezbump: Vejbump, der er udformet som en plan flade på minimum 4 m i vejens længderetning med ramper, og som derved har form som en trapezoid.

  • 5) Cirkelbump: Vejbump, der er udformet som en cirkelbue i vejens længderetning.

  • 6) Buet bump: Vejbump, der er har en buet udformning, som ikke er en cirkelbue, i vejens længderetning. Det er fx en sinuskurve eller en parabel.

  • 7) Præfabrikeret bump: Vejbump, der er fremstillet som en samlet enhed eller i moduler, og som monteres direkte på vejens overflade uden formgivning på stedet.

  • 8) Variabelt bump: Vejbump, som kun giver en lodret accelerationspåvirkning, hvis planlægningshastigheden overskrides ved passage.

  • 9) Højden: Den lodrette afstand mellem vejen og toppen af vejbumpet. For trapezbump måles højden som den lodrette afstand mellem vejen og toppen af vejbumpets rampe.

Kapitel 2 Vejbump
Generelt
§ 3

Ved nyanlæg og ombygning af asfaltbump må der ikke inden for en afstand af 2 m før og efter vejbumpet i vejens længderetning findes fordybninger med en dybde på mere end 2 cm.

Udformning
§ 4

Der skal være overensstemmelse mellem udformning af vejbumpet og planlægningshastigheden.

§ 5

Vejbump skal være udformet således, at vejbumpets maksimale højde ikke overstiger værdierne angivet i bilag 1, tabel 1.

§ 6

Vejbump skal være udformet, så der ikke findes lodrette, opadgående spring på mere end 5 mm i kørselsretningen.

§ 7

Vejbump, der er kortere end eller lig med 0,7 m i vejens længderetning, må kun anvendes på veje med en planlægningshastighed på 20 km i timen eller lavere, jf. dog stk. 4.

Stk. 2 Vejbump, der er længere end 0,7 m og kortere end 1,7 m i vejens længderetning, må kun anvendes på veje med en planlægningshastighed på 30 km i timen eller lavere, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Vejbump, der er længere end eller lig med 1,7 m og kortere end 3 m i vejens længderetning, må kun anvendes på veje med en planlægningshastighed på 40 km i timen eller lavere, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Stk. 1, 2 og 3 finder ikke anvendelse ved etablering af vejbump for en afgrænset periode fx ved udførelse af vejarbejder.

§ 8

Vejbumps afslutning i vejens tværgående retning må ikke udføres med en hældning stejlere end 1:3, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke, hvis der findes steler eller lignende, som forhindrer trafikanter i at passere vejbumpet på sidehældningen.

§ 9

Et trapezbump må ikke have rampehældninger, der overstiger værdierne angivet i bilag 1, tabel 2. Rampehældning bestemmes ud fra hældningen mellem vejen og bumpets rampe.

§ 10

Cirkelbump og buede bump skal udformes som angivet i bilag 1, tabel 3.

§ 11

Overgangen mellem vejbumpet og vejoverfladen kan udføres modificeret i vejens længderetning, fx som vist i bilag 1, figur 1.

Stk. 2 Overgangen mellem et trapezbumps rampe og plane flade kan også udføres modificeret.

§ 12

Et præfabrikeret vejbump må i vejens længderetning ikke have hældninger eller tangenthældninger, som overstiger de maksimale værdier angivet i bilag 1, tabel 4. Hældningerne bestemmes ud fra hældningen mellem vejen og den stejleste flade eller bue på vejbumpet

§ 13

Et variabelt bump, der sænkes lodret, må maksimalt sænkes 6 cm.

Kapitel 3 Forsætninger
§ 14

Ved forsætning og indsnævring af vognbaner skal kantsten være affasede, og den synlige lodrette højde på forsiden af kantstenen må ikke være højere end 5 cm, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse i tættere bebygget område, hvor planlægningshastigheden er 30 km i timen eller lavere.

Kapitel 4 Dispensation
§ 15

Vejdirektoratet kan meddele dispensation fra reglerne i §§ 3-14.

Stk. 2 Transportministeren kan meddele Vejdirektoratet dispensation fra reglerne i §§ 3-14.

Kapitel 5 Ikrafttræden m.v.
§ 16

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 2026.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 620 af 17. juni 2019 om vejbump og andre hastighedsdæmpende foranstaltninger ophæves.