Kapitel 1 Anvendelsesområde
Denne bekendtgørelse finder anvendelse ved nyanlæg og ombygning af eksisterende fartdæmpere, herunder ved anvendelse af vejbump, der kun etableres for en afgrænset periode.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
-
1) Planlægningshastighed: Den skiltede anbefalede hastighed, eller, hvis en sådan ikke er fastsat, den lokale hastighedsgrænse, eller, hvis en sådan ikke er fastsat, den generelle hastighedsgrænse.
-
2) Vejbump: Fysiske foranstaltninger på kørebanen, der udsætter førere af motorkøretøjer for en lodret accelerationspåvirkning med henblik på at tilpasse den kørte hastighed til planlægningshastigheden.
-
3) Forsætninger: Fysiske foranstaltninger på kørebanen, der udsætter førere af motorkøretøjer for en sideaccelerationspåvirkning med henblik på at tilpasse den kørte hastighed til planlægningshastigheden.
-
4) Trapezbump: Vejbump, der er udformet som en plan flade på minimum 4 m i vejens længderetning med ramper, og som derved har form som en trapezoid.
-
5) Cirkelbump: Vejbump, der er udformet som en cirkelbue i vejens længderetning.
-
6) Buet bump: Vejbump, der er har en buet udformning, som ikke er en cirkelbue, i vejens længderetning. Det er fx en sinuskurve eller en parabel.
-
7) Præfabrikeret bump: Vejbump, der er fremstillet som en samlet enhed eller i moduler, og som monteres direkte på vejens overflade uden formgivning på stedet.
-
8) Variabelt bump: Vejbump, som kun giver en lodret accelerationspåvirkning, hvis planlægningshastigheden overskrides ved passage.
-
9) Højden: Den lodrette afstand mellem vejen og toppen af vejbumpet. For trapezbump måles højden som den lodrette afstand mellem vejen og toppen af vejbumpets rampe.
Kapitel 2 Vejbump
Ved nyanlæg og ombygning af asfaltbump må der ikke inden for en afstand af 2 m før og efter vejbumpet i vejens længderetning findes fordybninger med en dybde på mere end 2 cm.
Der skal være overensstemmelse mellem udformning af vejbumpet og planlægningshastigheden.
Vejbump skal være udformet således, at vejbumpets maksimale højde ikke overstiger værdierne angivet i bilag 1, tabel 1.
Vejbump skal være udformet, så der ikke findes lodrette, opadgående spring på mere end 5 mm i kørselsretningen.
Vejbump, der er kortere end eller lig med 0,7 m i vejens længderetning, må kun anvendes på veje med en planlægningshastighed på 20 km i timen eller lavere, jf. dog stk. 4.
Stk. 2 Vejbump, der er længere end 0,7 m og kortere end 1,7 m i vejens længderetning, må kun anvendes på veje med en planlægningshastighed på 30 km i timen eller lavere, jf. dog stk. 4.
Stk. 3 Vejbump, der er længere end eller lig med 1,7 m og kortere end 3 m i vejens længderetning, må kun anvendes på veje med en planlægningshastighed på 40 km i timen eller lavere, jf. dog stk. 4.
Vejbumps afslutning i vejens tværgående retning må ikke udføres med en hældning stejlere end 1:3, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke, hvis der findes steler eller lignende, som forhindrer trafikanter i at passere vejbumpet på sidehældningen.
Et trapezbump må ikke have rampehældninger, der overstiger værdierne angivet i bilag 1, tabel 2. Rampehældning bestemmes ud fra hældningen mellem vejen og bumpets rampe.
Overgangen mellem vejbumpet og vejoverfladen kan udføres modificeret i vejens længderetning, fx som vist i bilag 1, figur 1.
Stk. 2 Overgangen mellem et trapezbumps rampe og plane flade kan også udføres modificeret.
Et præfabrikeret vejbump må i vejens længderetning ikke have hældninger eller tangenthældninger, som overstiger de maksimale værdier angivet i bilag 1, tabel 4. Hældningerne bestemmes ud fra hældningen mellem vejen og den stejleste flade eller bue på vejbumpet
Kapitel 3 Forsætninger
Ved forsætning og indsnævring af vognbaner skal kantsten være affasede, og den synlige lodrette højde på forsiden af kantstenen må ikke være højere end 5 cm, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Stk. 1 finder ikke anvendelse i tættere bebygget område, hvor planlægningshastigheden er 30 km i timen eller lavere.